Obama i smuk hyldest

I den lange hyldest beskriver USA's tidligere præsident Barack Obama afdøde prins Philip som både varm, venlig og bemærkelsesværdig

USA’s tidligere præsident Barack Obama hylder afdøde prins Philip på Instagram. Foto: John Stillwell/Reuters
Udgivet Opdateret

Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama hylder afdøde prins Philip i et opslag på Instagram, hvor man også kan se et billede fra deres første møde.

Prins Philip døde den 9. april i en alder af 99 år.

“Da vi første gang mødte hans kongelige højhed prins Philip, hertug af Edinburgh, havde han og hendes majestæt dronning Elizabeth allerede været på verdensscenen i et halvt århundrede – taget imod ledere som Churchill og Kennedy, Mandela og Gorbatjov. For to amerikanere, uvant med slotte, pomp og pragt, vidste vi ikke, hvad vi skulle forvente,” indleder USA’s tidligere præsident Instagramopslaget.

Barack Obama fortæller, at bekymringerne forud for det første møde blev gjort til skamme, for han og hustruen Michelle Obama blev taget varmt imod.

“Dronningen og prins Philip gjorde os øjeblikkeligt behageligt til mode med deres ynde og generøsitet, da de fik en ceremoniel situation til at føles som noget langt mere naturligt, endda rart. Særligt prins Philip var varm og venlig med et hurtigt hoved og en uudtømmelig humor.”

“Støttende ægtemand til en magtfuld kvinde”

I de efterfølgende år er eks-præsidentparrets beundring for prins Philip kun vokset, fortæller Barack Obama videre i sit opslag.

“Vi kommer til at savne ham dybt,” lyder det.

Obama roser også prinsen for altid at have leveret “stabilt lederskab og vejledende visdom” gennem verdenskrige, økonomiske kriser og teknologiske udvikler, hvor tv og internet er kommet til.

“Man siger, at der er et særligt forhold mellem USA og Storbritannien – et forhold, der er blevet vedligeholdt og styrket ikke blot af præsidenter og premierministre, men af den kongelige familie, der har overlevet dem alle.”

Han fortsætter:

“Ved dronningens side eller de traditionsbundne to skidt bag hende har prins Philip vist verden, hvad det vil sige at være en støttende ægtemand til en magtfuld kvinde. Alligevel fandt han også en måde at lede på uden at kræve spotlyset – han gjorde aktiv tjeneste i Anden Verdenskrig, var øverstkommanderende på en fregat i The Royal Navy og rejste utrætteligt rundt i verden for at promovere britisk industri og kunnen. Gennem hans ekstraordinære eksempel viste han, at ægte partnerskab har plads til både ambition og uselviskhed – alt sammen i en større sags tjeneste.”

Eks-præsidenten slutter opslaget af med at sende de varmeste tanker og den dybeste sympati til dronningen, deres børn, børnebørn, oldebørn og alle, der kendte og elskede denne – med Obames ord – “bemærkelsesværdige” mand.

Powered by Labrador CMS