Nikolaj Lie Kaas giver den gas

Den 51-årige skuespiller har igen fået gang i rolletilbuddene, og så skal han på ferie med sin 18-årige datter

Udgivet

En af dansk films største stjerner har fået gang i rolletilbuddene igen efter en periode med stilstand forårsaget af en faglig strid i filmbranchen.

Det afslørede Nikolaj Lie Kaas til Kendte.dk ved ankomsten til første del af ’Metallica’-koncerten i Parken fredag aften.

Nye filmprojekter på vej

– Jeg starter optagelser til august i en dansk film, som jeg ikke kan sige så meget om. I maj afsluttede vi optagelserne af ’Frankenstein’, sagde den 51-årige skuespiller.

Sidstnævnte er en international Netflix-produktion, som er skabt af instruktøren Guillermo del Toro, der længe har drømt om at skabe sin egen version af Frankensteins monster.

Filmen får premiere til næste år.

Sommerferieplaner med datteren

Nikolaj Lie Kaas glædede sig til koncerten med 'Metallica', men også sommerferien, der åbenbart er dedikeret til datteren Gerda Lie Kaas, som er fyldt 18 år.

– Jeg har nogle gode sommerferieplaner. Nu har jeg fået en stor pige, og det skal fejres, så vi skal ud at give den gas. Lidt i udlandet og herhjemme, afslørede filmstjernen tilbage på sporet.

Nikolaj Lie Kaas har sjove sommerferieplaner med sin store datter Gerda.
Powered by Labrador CMS