Mystik om middag mellem dronningen og Lars Løkke

Ikke siden 2009 har dronning Margrethe og regeringen haft en statsrådsmiddag. Det er uvist om der er noget stort på vej.

Udgivet Opdateret

Der er sat et kæmpe kryds i kalenderen både hos Kongehuset og Statsministeriet.

Baggrunden er en statsrådsmiddag på Amalienborg, der afholdes på onsdag.

Normalt er der store begivenheder på programmet, når der indkaldes til statsrådsmiddag. Den seneste statsrådsmiddag fandt sted i 2009, skriver tv2.dk.

Tavse om hvad der skal foregå

Men hverken Kongehuset eller Statsministeriet vil over for tv-stationen løfte sløret for, hvad der skal foregå:

– Man plejer at sige, at der skal gå fire til fem år imellem. Sidst gik der så seks år, og nu er der gået otte år, så det er ved at være på tide. Der er gået usædvanligt lang tid denne gang. Der vil også typisk være en anledning. For eksempel en eller anden bestemt begivenhed i Kongehuset, siger historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen til tv2.dk.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og hele regeringen er indbudt til statsrådsmiddag. Her kommer også kronprinsparret, skriver Jyllands-Posten.

Middagen finder sted i Christian VII’s Palæ på Amalienborg klokken 20.

Powered by Labrador CMS