Morten Grunwald er død: Farvel til den sidste fra banden
Den nærmeste familie bekræfter, at Morten Grunwald er død.

Morten Grunwald, der har været i gennem et længere kræftforløb, er nu død. Det bekræfter den nærmeste familie over for avisen Politiken.
Skuespilleren, der var det sidste levende medlem af den legendariske Olsen-Banden, sov stille ind onsdag aften, oplyser familien. Forud er gået et døgns indlæggelse på et hospice i København.
I 2018 kunne den første Olsen-Banden-film fejre 50 års jubilæum, men det blev fejret uden den ikoniske skuespillers tilstedeværelse. Han meldte med kort varsel afbud på grund af sygdommen, og i den forbindelse sagde han til Se og Hør, at han havde sagt nej tak til strålebehandling.
– Jeg er 83 år. Jeg ved ikke, om der er måneder eller længere, men så er det det. Jeg har haft et langt og godt liv, sagde han til bladet og lagde ikke skjul på, at han var meget syg.
Han har vundet et hav af priser og medvirket i mere end 50 film, hvoraf han nok er mest kendt for de 14 om Olsen-banden. Her spillede han overfor Poul Bundgaard og Ove Sprogøe.
Han har dog også gjort sig særdeles bemærket som succesfuld teaterleder for blandt andet Betty Nansen Teatret og Østre Gasværk Teater.
Derudover har han haft roller i en lang række film og tv-serier samt lagt stemme til Disney-film.
Morten Grunwald har flere gange fortalt, at han var glad for sin rolle som Benny med de gule sokker og den sjove gangart i “Olsen Banden”.
– Det har været et eventyr. Og set i bakspejlet må man sige, at jeg var heldig at spille dengang Balling (instruktøren Erik Balling red.) satte sit hold, for rollen har da været en stor og lykkelig del af mit arbejdsliv, sagde Grunwald om rollen i 2016.
Morten Grunwald efterlader sig sin kone, Lily Weiding, og deres fælles datter samt to papdøtre.