Mørk og blodig krimiserie får endnu en sæson

Viaplay sender endnu en sæson af tv-serien "Den som dræber", som får premiere i 2021.

Udgivet Opdateret

Serien er blevet kaldt “ultravoldelig” og “ækel” af anmelderne, men har været så stor en seersucces, at den nu vender tilbage.

Seerne får nemlig et gensyn med “Den som dræber” og hovedkarakteren Louise Bergstein, når tv-serien i 2021 vender tilbage med endnu en sæson.

Artiklen fortsætter under videoen

Det skriver Viaplay i en pressemeddelelse.

Optagelserne til den nye sæson begynder næste år, og det bliver for anden gang med skuespillerinde Natalie Madueño i hovedrollen som Louise Bergstein, der er ekspert i at tegne profiler af gerningsmænd.

I den nye sæson skal hun opklare en sag om tre unge mænd, som er blevet dræbt med få måneders mellemrum.

International ros

Ligesom de to første sæsoner er tredje sæson produceret af Miso Film, og seriens skabere er glade for, at serien har vakt både national og international interesse.

– Viaplays seere er ikke de eneste, der har taget serien til sig, det samme har BBC og ARTE, der har købt serien til visning i henholdsvis England og Frankrig.

– BBC og ARTE’s kvalitetsstempel er en kæmpe cadeau til det arbejde, der er lagt i serien både foran og bag ved kameraet, siger producer og CEO for Miso Film, Peter Bose, i pressemeddelelsen.

“Den som dræber” har flere gange været omdiskuteret.

Både første og anden sæson af serien fik stor kritik af anmeldere for at være for voldelig. Alligevel trak begge sæsoner høje seertal.

Første sæson havde mere end en million seere per afsnit, da den blev vist på TV2 tilbage i 2011.

Tredje sæson af serien, der kommer til at bestå af otte afsnit, forventes at få premiere på Viaplay i starten af 2021.

Powered by Labrador CMS