-Mindst 25 års fængsel til R. Kelly

Det var blandt andet narcissisme, der drev R. Kelly til menneskehandel og overgreb, mener anklagemyndigheden

Udgivet Opdateret

Det var blandt andet narcissisme, der drev R. Kelly til menneskehandel og overgreb, mener anklagemyndigheden.

Den amerikanske R&B-sanger R. Kelly bør idømmes mindst 25 års fængsel, efter at han sidste år blev fundet skyldig i anklager om menneskehandel og seksuelt misbrug.

Det fremgår af retsdokumenter indgivet af anklagemyndigheden ved en domstol i Brooklyn i New York City onsdag.

Udnyttede status

I dokumenterne skriver anklagerne, at den i dag 55-årige musiker i løbet af et kvart århundrede udnyttede sin stjernestatus og rigdom til at lokke kvinder og mindreårige piger til sex.

Samtidig var han "på ubarmhjertig vis" ligeglad med sine ofre og udviste ingen anger.

- Hans årtier lange lovovertrædelser ser faktisk ud til at være drevet af narcissisme og en tro på, at hans musikalske talent fritog ham for ethvert behov for at tilpasse sin adfærd til loven - uanset hvor destruktiv, skadelig, ydmygende eller krænkende adfærden var for andre, oplyser anklagemyndigheden.

Sangeren R. Kelly bør holdes bag lås og slå, indtil han er langt oppe i 70'erne, mener anklagemyndigheden. (Arkivfoto).
Sangeren R. Kelly bør holdes bag lås og slå, indtil han er langt oppe i 70'erne, mener anklagemyndigheden. (Arkivfoto).

Anklagerne mener, at R. Kelly, der har siddet varetægtsfængslet siden 2019, fortsat er en "alvorlig fare" for offentligheden.

Derfor bør han holdes bag lås og slå, indtil han er langt oppe i 70'erne, mener anklagerne.

Strafudmåling den 29.

Når R. Kelly møder i retten igen den 29. juni, hvor der er strafudmåling i sagen, står han over en fængselsstraf på minimum ti år.

Hans advokat, Jennifer Bonjean, mener, at han skal have maksimalt 14 års fængsel.

R. Kelly, hvis borgerlige navn er Robert Sylvester Kelly, blev i september sidste år dømt for i årtier at have stået i spidsen for et netværk af personer, der gennemførte menneskehandel med et seksuelt motiv.

Nægter sig skyldig

Under retssagen har R. Kelly nægtet sig skyldig i alle anklagepunkter.

Et af punkterne handlede om et tilfælde af afpresning, mens de otte andre handlede om transport af personer over statsgrænser med prostitution for øje.

BLÅ BOG: R. Kelly

Robert Sylvester Kelly (født den 8. januar 1967 i Chicago, Illinois, USA), bedre kendt for sit kunstnernavn R. Kelly, er en amerikansk R&B musiker, sangskriver, pladeproducer og tidligere basketballspiller.

Han har på verdensplan solgt over 60 millioner plader.

Kilde: Wikipedia

Vidner har beskrevet, hvordan de håbede, at R. Kelly kunne være med til at kickstarte deres karriere. Men de fandt hurtigt ud af, at han krævede, at de gjorde præcis, hvad han sagde, og straffede dem, hvis de ikke gjorde.

Et vidne har også fortalt, hvordan hun håbede at lave et interview med ham. I stedet låste han hende inde i to dage uden mad og vand, inden han udsatte hende for overgreb.

Powered by Labrador CMS