Millionær død

Skabte sin formue på populære sko

Paul Van Doren er død. Det skriver flere udenlandske medier lørdag formiddag. Arkivfoto: Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Amerikaneren Paul Van Doren, der skabte Vans-skoene, er død. Han blev 90 år.

Han skabte skoene sammen med sin bror, James, i 1966.

Skoene opnåede først deres popularitet lokalt i den sydlige del af Californien i skateboard-miljøet.

Derfra blev Vans-skoene efterspurgt stadig flere steder og er også populære i Danmark.

– Det er med tungt hjerte, at Van-familien meddeler, at medstifteren Paul Van Doren er død, hedder det i en meddelelse på Twitter.

– Paul var ikke bare en entreprenør. Han var opfinder.

Hvor rig Paul Van Doren blev på at skabe de populære sko, er uvist. Men ifølge den amerikanske hjemmeside ‘hitc’, skal hans formue tællers i millioner af dollar.

Første butik i 1966

Brødrene Paul og James Van Doren kaldte oprindeligt deres firma for Van Doren.

Den første butik åbnede i Orange County i det sydlige Californien i marts 1966. Det blev den første af mange butikker i USA og i udlandet.

Vans blev kendt som skoen med gummisålen.

Den fik for alvor sit store gennembrud i 1982 i filmen “Fast Times at Ridgemont High”, da Jeff Spicoli, spillet af Sean Penn, gik i Vans.

Siden da markedsførte firmaet sig som en producent af sneakers.

Bror døde i 2011

James Van Doren døde i øvrigt i 2011, 72 år.

I 2004 blev firmaet Vans købt af VF Corp for 396 millioner dollar.

VF Corp ejer en stribe mærkevarer inden for tøj, herunder også Timberland, The North Face og Dickies.

Powered by Labrador CMS