Michael Falch: -Sådan fulgte jeg med i serie

Som ung måtte han stå ude foran en tv-forretning og følge med i yndlingsserien. Der gav han sig selv et løfte.

Michael Falch ser “Game of Thrones” og har faste avisritualer. Foto: Søren Bidstrup/Scanpix (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Der er altid et sportsprogram i tv, som Michael Falch kan hengive sig til.

Og så er han vild med “Game of Thrones”, selv om han for mange år siden lovede sig selv, at han aldrig ville blive afhængig af en serie igen.

Sangeren og forfatteren, der netop nu er aktuel med selvbiografien “Til Grænsen”, fortæller her om sit kulturforbrug.

Hvilken film så du sidst?

– Min mellemste datter, Soffi, er kæreste med Rasmus Heise, der er filmfotograf og en utroligt dygtig en af slagsen. Sammen med Anders Walther har han lavet et filmprojekt, der hedder “I Kill Giants”. Det er deres livsdrøm, og jeg har været så heldig allerede at få lov at se den. Det var en stor oplevelse.

Hvilke serier streamer du?

– Som ganske ung, da jeg først flyttede til København fra Tønder, kørte tv-serien “Rødder”, men min kæreste og jeg havde ikke noget fjernsyn, så hver søndag kørte vi ind på Strøget til en tv-forretning med fjernsyn i vinduerne, og så den der. Det var noget af en anstrengelse, og jeg lovede dengang mig selv, at jeg aldrig ville blive afhængig af en tv-serie igen.

– Jeg har været meget stålsat i mange år, men nu kan jeg ikke stå imod længere, og det har meget at gøre med for eksempel “Game of Thrones”, som har det her fantasy-element, som jeg slet ikke troede, jeg kunne blive grebet af. Men nu sidder jeg i åndeløs spænding og glæder mig til, dragerne kommer ind i billedet igen. Den serie er så flabet og fræk og flot.

Hvilke podcasts lytter du til?

– Jeg kører meget i bil til og fra koncerter, og der vil jeg helst ikke høre bøger, romaner eller debatprogrammer, der vil jeg bare gerne høre musik.

Hvad hører du i radioen?

– Jeg zapper helt vildt. Når jeg kører ud til koncert, er det ofte P4 for fuld skrald med al den popmusik, den kan trække. Jeg kan sidde og danse med i bilen til både disco og elektronisk musik.

Hvilken musik lytter du til?

– I de senere år har jeg lyttet meget til et band, der hedder Tame Impala. Det er mit favoritorkester, det kombinerer det elektroniske med den der rockband-fornemmelse.

Hvilken bog ligger der på dit natbord?

– Der ligger tre. Per Pettersons “I kølvandet”. Ham er jeg meget begejstret for, han skriver meget selvbiografisk. Så ligger der Lone Hørslevs “Dyrets år” om Marie Grubbe, som er en person, der har fyldt meget i mit liv. Og så B-Joes “Korsvejen”, hvor han tager til USA på dannelsesrejse til bluesmusikkens rødder. Han er en spændende figur i dansk musikliv.

Hvilke magasiner læser du?

– I gamle dage læste jeg Rolling Stone Magazine, som jo havde alle myterne om de store rockstjerner. Jeg læser gerne om Neil Young, Bob Dylan og Nick Cave, og hvis der er noget om dem, så kan jeg godt stadig finde på at købe det i lufthavnen.

Hvilke aviser læser du?

– Jeg abonnerer på et dansk dagblad, og jeg læser det hver dag, mens jeg spiser frokost. Det er fast tradition.

Hvad ser du i tv?

– Jeg ser nyheder, og jeg ser sport. Rigtig meget sport, og jeg må være over mig selv for ikke at se det konstant. Man kan jo se fodbold hele tiden. Christian Eriksen i Tottenham, landsholdet, Real Madrid, Barcelona, United. Herrehåndbold, kvindehåndbold, alt med Caroline Wozniacki, også om natten, hvis hun har ramt en semifinale. Og cykling!

Hvor går du ud for at være kulturel?

– Jeg går ikke særlig meget ud. Jeg går ture, lange ture, og den mest kulturelle i de senere år, var i sommer, hvor min kæreste og jeg gik Bornholm rundt. Vi mødte meget få mennesker, og det var en meget smuk tur.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS