Michael Bundesen efter ny faldulykke: Vil på scenen igen

I de senere år har Shu-bi-dua-frontmanden Michael Bundesen kæmpet en hård kamp for sin førlighed efter flere blodpropper og knoglebrud.

Michael Bundesen ved premieren på Shu-bi-dua-musicalen i 2016. Her var han bundet til kørestolen. KLIK FOR FLERE BILLEDER FRA BUNDESENS LIV. (Foto: Scanpix)
Michael Bundesen ved premieren på Shu-bi-dua-musicalen i 2016. Her var han bundet til kørestolen. KLIK FOR FLERE BILLEDER FRA BUNDESENS LIV. (Foto: Scanpix)
Udgivet Opdateret

Han er en ukuelig optimist, Shu-bi-dua-frontmanden Michael Bundesen. I 2011 blev han ramt af en blodprop i hjernen – en blodprop, der siden skulle blive til flere.

2011 markerer samtidig sidste gang, han stod på scenen med bandet og sang sange som Hvalborg, Sexchikane og Vuffelivov. Men hans indstilling til livet er trods flere blodpropper, og en ryg, der er brækket to gange, senest for en måned siden, stadig lige så positiv, som hans sangtekster ofte har været.

For i et interview med DR afslører sangeren, der er aktuel med bogen “Alting har en ende”, at han trods sine skavanker stadig er optimistisk for fremtiden:

– Jeg tror bestemt, at jeg kommer til at synge igen, men der er meget, der skal ordnes med stemmen. Og næste gang jeg går på scenen, hvis jeg gør det, så bliver det ikke i kørestol, men med stok. Det har jeg i hvert fald lovet mig selv, siger Michael Bundesen til DR.

Sprunget ud som kunstner

Siden den første blodprop i 2011 har Michael Bundesen i det store og hele livet et liv uden for rampelyset. Samtidig med sin kamp for førligheden, har han dog fundet en ny måde at udtrykke sig kreativt.

Bundesen er nemlig blevet kunstmaler – og en ganske rost og anerkendt en af slagsen. Han har senest udstillet i foråret 2018.

Gallerist og kunstmaler hos Galleri Puls Art i København, Henrik Elnegaard, fortalte i sommeren 2017 til Kendte.dk om baggrunden for, at Michael Bundesen sprang ud som kunstmaler:

– I stedet for at kede sig efter den blodprop han fik i 2011, så gav min hustru – Lill-Marlen Elnegaard som er Bundesens assistent og nuværende kunstmentor – ham nogle lærreder og sagde til ham: “Michael – kom i gang med at male”, sagde Henrik Elnegaard dengang på vegne af Michael Bundesen til Kendte.dk.

Powered by Labrador CMS