Meldte sig ud i protest

Viggo Fischer, som i mange år var fremtrædende konservativ politiker i Folketinget, meldte sig i 2016 ud af partiet i protest mod udlændingestramninger

Udgivet Opdateret

I 2016 fik tidligere folketingsmedlem for De Konservative Viggo Fischer nok af udlændingestramninger og besparelser i ulandsbistanden.

Så Viggo Fischer, som 22. maj fylder 80 år, meldte sig ud af partiet.

- På gale veje

- For mig er tiden nu kommet til at sige fra. Partiet er på gale veje.

- Min hovedbegrundelse for udmeldelsen er partiets indstilling til asylproblematikken, hvor De Konservative netop har lagt stemmer til regeringens kritisable hastværk, en svært overskuelig ændring af udlændingeloven, skrev han blandt andet i et debatindlæg i Politiken.

Efter ti år i den konservative folketingsgruppe sluttede Viggo Fischers politiske karriere i 1990'erne.

Tamil-sagen

Fra 1990 til 1991 var han De Konservatives politiske ordfører under Tamil-sagen om ulovlig behandling af ansøgninger om familiesammenføringer. Sagen tvang daværende statsminister Poul Schlüter (K) fra posten i januar 1993 efter en stærkt kritisk tamilrapport.

Ved afhøringerne under Tamil-sagen husker mange måske Viggo Fisher for gang på gang at sige: "Det erindrer jeg ikke".

Mistede mandat

Han blev som vidne da også bebrejdet, at han ikke kunne huske. Ved en afhøring i september 1991 mindede daværende højesteretsdommer Mogens Hornslet ham om hans pligt til at tale sandt som vidne.

- Jeg talte sandt, men jeg hørte ikke, hvad Hornslet sagde. Jeg havde problemer med mit høreapparat, sagde Viggo Fischer, der efter sagen gik af som politisk ordfører, til sit forsvar.

Fischers folketingskarriere endte, da han i kølvandet på Tamil-sagen mistede sit mandat ved folketingsvalget i 1994.

Udgav bog

På sin 75-års fødselsdag udgav han bogen "Friheden er altid udfordret - erindringer og erfaringer".

- De Konservative bliver aldrig et stort og indflydelsesrigt parti igen, før man genfinder sit værdigrundlag som et centralt placeret borgerligt parti i Poul Schlüters stil, sagde Viggo Fischer i den forbindelse.

- De ligger ude på højrefløjen og konkurrerer med de mere yderligtgående partier. Det giver ikke nogen fremgang.

Blev mere kritisk

Viggo Fischer blev allerede i 00'erne mere og mere kritisk over De Konservatives stramninger af udlændingepolitikken.

Da partiet i 2009 foreslog et "burkaforbud", støttede han professor Peter Norsk som ny partiformand. Men Norsk opgav. Og Lene Espersen blev valgt som partiformand dengang.

Tidligere folketingsmedlem Viggo Fischer runder 80 år 22. maj. (Arkivfoto).
Tidligere folketingsmedlem Viggo Fischer runder 80 år 22. maj. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS