Melder ud om Papes skilsmisse

- Det er vigtigt for os i De Konservative, at der er ordentlighed i det politiske og private, siger ordfører

Udgivet Opdateret

De Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, kalder det en svær, men nødvendig beslutning, at partiets formand, Søren Pape Poulsen, og dennes ægtemand skal skilles.

Det siger hun til DR Nyheder, efter at Pape onsdag morgen i et Facebook-opslag meddelte, at ægteskabet med Josue Medina Vasquez Poulsen slutter.

- Det er en svær beslutning at træffe, men nok også en nødvendig beslutning at træffe. Det er vigtigt for os i De Konservative, at der er ordentlighed i det politiske og det private, siger Abildgaard.

Hun håber nu på, at De Konservative igen kan få fokus på at tale politik og "føre valgkamp".

Lang række sager

Meldingen fra Pape er kommet efter en række sager med Josue Medina Vasquez Poulsen i fokus.

I sidste uge beklagede Pape, at hans mand har sagt forkerte ting, som Pape selv har viderebragt i offentligheden.

- Nogle dage er sværere end andre. Sådan en dag er i dag. Josue og jeg går fra hinanden.

- Der har været meget skriveri om mit privatliv med mere gennem et stykke tid. Jeg ønsker ikke at gå yderligere ind i dette, men blot sige, at vi begge er enige om, at vores ægteskab er slut og ønsker hinanden det bedste videre på livets rejse.

- Jeg har ikke yderligere at bemærke til medier med flere og beder om forståelse herfor, skriver Pape i onsdagens opslag.

I opslaget står der ikke noget om, hvad der specifikt fører til bruddet mellem Pape og ægtemanden.

De Konservative formand, Søren Pape Poulsen, skal skilles fra Josue Medina Vasquez Poulsen. Parret deltog i søndags i et gallataffel i forbindelse med fejringen af dronningens 50-års regeringsjubilæum.
De Konservative formand, Søren Pape Poulsen, skal skilles fra Josue Medina Vasquez Poulsen. Parret deltog i søndags i et gallataffel i forbindelse med fejringen af dronningens 50-års regeringsjubilæum.

Medfølelse

Politiske kolleger fra både blå og rød blok har udtrykt medfølelse for Pape i kommentarfeltet til K-formandens opslag.

De Konservatives finansordfører, Rasmus Jarlov, har også været ved tasterne.

- Alt det bedste til Søren. Politikere er ikke underholdning. Det er mennesker, som det gør lige så ondt på at blive skilt, som det gør for alle andre. Hvis man er et ordentligt menneske, håner man det ikke, men kondolerer, skriver han på Twitter.

Har belastet Pape

Da Pape for første gang præsenterede Josue Medina Vasquez som sin kæreste i 2014, fortalte Pape blandt andet, at kærestens onkel var præsident i Den Dominikanske Republik. Den information er blevet gentaget i flere medier.

Men siden er det kommet frem, at Papes ægtemand ikke er nevø til den tidligere præsident Danilo Medina Sánchez biologisk set. Efterfølgende er flere historier dukket op om Papes ægtemand, som har belastet Pape, der i sidste måned meldte sig som statsministerkandidat.

Pape og ægtemanden blev gift i slutningen af sidste år. Så sent som i søndags deltog parret i et gallataffel i forbindelse med fejringen af dronningens 50-års regeringsjubilæum.

Søren Pape Poulsen

Søren Pape Poulsen, født 31. december 1971, søn af pensionist og fhv. landmand Svend Aage Poulsen og pensionist og fhv. hjemmehjælper Ruth Pape Poulsen.

Medlemsperiode: Folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti i Vestjyllands Storkreds fra 18. juni 2015.Kandidat for Det Konservative Folkeparti i alle opstillingskredse i Vestjyllands Storkreds fra 2014.

Parlamentarisk karriere: Justitsminister, 28. november 2016 – 27. juni 2019.
Formand for Det Konservative Folkepartis folketingsgruppe fra 2015.
Politisk leder af Det Konservative Folkeparti fra 2014.

Uddannelse: Lærerstudier, Ribe Statsseminarium, 1993-1994.
Udlært i shippingafdeling, Grundfos, Bjerringbro, 1992.

Beskæftigelse: Afdelingsleder, Viborg Kommune, 2007-2010.
Ungdomsskoleleder, Bjerringbro Kommune, 2004-2010.
Lærer, Bøgeskovskolen, 1999-2010.
Speditør, Billund Lufthavn og Aarhus, 1994-1999.

Tillidshverv: Medlem af bestyrelsen for KL og formand for KL’s internationale udvalg , 2011-2014.
Medlem af byrådet i Viborg Kommune (borgmester 2010-2014), 2007-2014.
Medlem af byrådet i Bjerringbro Kommune, 2002-2006.
Medlem af Konservativ Ungdom fra 1987.

Kilde: ft.dk
Powered by Labrador CMS