Meghan er blevet droppet

Der bliver ikke nogen hertuginde Meghan i de kommende sæsoner af The Crown.

Offentliggjort Sidst opdateret

Man skulle ellers tro, der allerede var stof nok.

Men Meghan Markles opsigtsvækkende indtræden – og endnu mere opsigtsvækkende udtræden – i det britiske kongehus kommer ikke til at glide over skærmen, når hitserien The Crown vender tilbage med sæson 5 og 6.

Det er simpelthen for tæt på, lyder det fra seriens forfatter Peter Morgan:

– Meghan og Harry er midt på rejsen. Jeg ved ikke, hvordan den udformer sig og hvordan den slutter, siger han ifølge Daily Express.

Han har, siger han, en “20-års regel”:

– Det giver tid og distance nok til, at man virkelig forstår tingene. Deres rolle, position og relevans over tid, siger Peter Morgan.

Spækket med skandaler

Selv uden Harry og Meghans “Megxit” er der nok at tage fat på for folkene bag The Crown.

Sæson 5 og 6 vil blandt andet portrættere 1992, som dronning Elizabeth så markant kaldte et “annus horribilis”.

I 1992 blev både Charles og Andrew separeret, Anne blev skilt og en voldsom brand hærgede Windsor Castle.

Charles og prinsesse Diana blev endeligt skilt i 1996 – og året efter døde Diana i en bilulykke i en tunnel i Paris.

Det er disse markante begivenheder, der vil blive portrætteret i sæson 5 og 6 af The Crown – der samtidig bliver de sidste.

Powered by Labrador CMS