’Matador’-stjerne vælter sig i roller

Siden Kirsten Olesen blev fyret fra Det Kongelige Teater, er det kun gået fremad

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter 43 år som en del af ensemblet på Det Kongelige Teater stoppede Kirsten Olesen i 2023, da teatret besluttede at nedlægge de faste stillinger.

Men det har langt fra betydet stilstand for den populære ’Matador’-stjerne, der herefter sprang ud i en tilværelse som freelance-skuespiller.

- Jeg har da aldrig haft så travlt, afslørede den 76-årige 'Matador'-stjerne over for Kendte.dk ved premieren på ’Madklubben 2’, hvor hun er på rollelisten.

Kirsten Olesen

Ny ansigter

Kirsten Olesen glæder sig over at arbejde sammen med både nye og gamle kollegaer i 'Madklubben', hvor hun også var med i den første af slagsen.

- Og så er der kommet nye ansigter til: Judy Gringer og Michael Falch, og det har været spændende at spille sammen med dem også, sagde hun, der især får teatertilbud.

- Jeg har lavet utroligt meget teater, siden jeg forlod Det Kgl. Teater, og så denne her film, og fremadrettet er der mere teater i kalenderen, lød det fortrøstningsfuldt.

Kirsten Olesen med 'Madklubben'-kollegaerne Kirsten Lehfeldt og Stina Eblad.

Drømmehold af seniorer

Næste gang skal Kirsten Olesen medvirke i forestillingen 'Renæssance' på Nørrebro Teater, som får urpremiere 14. februar 2026. 

Her medvirker hun sammen med et drømmehold af senior-kvinder.

- Vi er ti kvinder, og den yngste er 65 år.

Forestillingen sætter fokus på et strukturelt problem i kunstverdenen, hvor ældre kvinder ofte udfases fra scenen, lærredet og skærmen.

Lige efter jul begynder prøverne til den nye forestilling, der markerer endnu et kapitel i en karriere, som langt fra er ved vejs ende.

Kirsten Olesen nyder nemlig fortsat livet på scenen og foran kameraet uden planer om at stoppe.

På rollelisten i 'Madklubben 2' står udover Kirsten Olesen også Kirsten Lehfeldt, Stina Ekblad, Rasmus Botoft, Michael Falch, Judy Gringer og Mia Lyhne.
Powered by Labrador CMS