Martin Brygmann holder særlig evne skjult

Skuespilleren har en særlig evne, som han ofte må skjule for ikke at få andre mennesker på nakken.

Martin Brygmann er aktuel i ny tv-serie. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Multikunstneren Martin Brygmann er kendt for sin humor, der blandt andet har givet afkast i form af sange som “For kendt” og “Jeg vil i seng med de fleste” samt et væld af roller, hvor han både har givet den som fjollet far i “Far til fire” og Sir Lancelot i musicalen “Spamalot”.

Men i serien “Store Lars” er det en helt anden rolle, Martin Brygmann indtager.

Artiklen fortsætter under videoen. 

I samme stil som “Klovn” optræder han med sit eget navn, men der er flere af rollens personlighedstræk, som han har svært ved at genkende.

– Det er sjovt at spille en, der er helt anderledes, end man selv er i virkeligheden. I “Store Lars” er jeg sindssygt selvglad, og alt kører bare, forklarer Martin Brygmann.

I serien spiller han nabo til Lars Hjortshøj, der indtager hovedrollen i serien som den mildest talt uheldige, nyskilte mand, der har svært ved at få tingene til at køre.

– Hvis Lars Hjortshøj er Anders And, så er jeg Fætter Højben for hvem alt går godt og gnidningsfrit. De problemer, der opstår, dem løser jeg ved at træde hen over folk på en fræk måde, men dog uden selv at være helt klar over det. Måske er der i virkeligheden en lille smule psykopati ind over, siger Martin Brygmann.

– Jeg er bare født under en heldigere sol, end han er. Også udseendesmæssigt, det må du gerne skrive, siger skuespilleren og griner.

Provokerende

I virkeligheden er Martin Brygmann meget lidt forfængelig, og det hjælper, når man – som han gør i “Store Lars” – skal spille “jordens største røvhul”.

– Hvis jeg var forfængelig omkring, hvordan jeg fremstod på tv, så ville det ikke være særligt befordrende. Men hvis folk ikke vidste, det var skuespil, så ville de nok hade mig, siger han.

Der er dog nogle ting i serien, han ikke har haft svært ved at skulle spille. Ligesom sin rolle er Martin Brygmann nemlig typen, der tager tingene med godt humør.

– Jeg er sådan en, der har et rimeligt lyst sind. Jeg er en korkprop. Jeg ryger op til overfladen igen forholdsvist hurtigt. Jeg bliver ikke i dyndet og graver mig dybere ned.

– Det kan være enormt provokerende for mange mennesker. Hvordan kan han være så glad igen så hurtigt? Det er jo røvirriterende, siger Martin Brygmann, der dog nyder godt af den livsindstilling.

Han mener, at den måske skyldes, at han har flere endorfiner end de fleste.

– Selvfølgelig kan jeg godt ryge ned i nogle kæmpe huller og blive rigtig trist og ked af det, men jeg bliver sjældent dernede særlig længe ad gangen.

– Jeg har det, man kalder et lyst sind, og er du sindssyg, jeg er glad for det. Jeg ved godt, at det er noget, rigtig mange bøvler med og især i disse tider, siger Martin Brygmann med henvisning til den verserende coronakrise.

Ser mulighederne

Ligesom for mange andre i kreative erhverv har karantænen betydet, at han har fået udskudt opgaver, han ellers havde glædet sig til.

– Men så tænker jeg “nå, men så får jeg lov at glæde mig til at lave det næste år”. Der er jo katastrofer over alt, men man er nødt til at se mulighederne i stedet.

– Det er jeg rigtig god til. Men jeg har også lært, at man skal gå stille med dørene med det. Man må ikke være for glad for tidligt, for det kan mange mennesker ikke holde ud. Så det må man skjule, men det er heldigvis nemt som skuespiller. Der lærer man at fake, siger han.

“Store Lars” kan ses på TV3 og Viaplay.

Powered by Labrador CMS