Mangemilliardær dræbt i helikopterstyrt: Her skete det
Tjekkiets rigeste mand, Petr Kellner, blev dræbt i et helikopterstyrt i Alaska. Nu er der kommet billeder frem fra ulykkesstedet
Lørdag døde en af verdens rigeste mænd, Petr Kellner, i et helikopterstyrt i Alaskas bjerge. Yderligere fire personer mistede livet i ulykken. Det har Newsbreak.dk tidligere fortalt.
Nu er der kommet billeder frem fra ulykkesstedet.
Petr Kellner blev kun 56 år.
Ifølge tjekkiske medier var Kellner på skitur, hvor han og andre skiløbere blev fragtet til bjergtoppe af en helikopter.
Helikopteren styrtede ned i byen Anchorage.
Ulykken undersøges stadig
Mangemilliardæren var stifter og ejer af selskabet PPF. På Twitter skriver en talsperson fra selskabet følgende udtalelse:
“Vi meddeler i dag med den dybeste sorg, at PPFs stifter og majoritetsejer, Petr Kellner, lørdag den 27. marts på tragisk vis døde i en helikopterulykke i Alaskas bjerge.”
Talspersonen Jitka Tkadlecova tilføjer, at det endnu er uvist, hvad årsagen til helikopterstyrtet var, men ulykkens omstændigheder er ved at blive undersøgt.
Gigantisk formue på 130 milliarder
Kellner var efter sigende Tjekkiets rigeste mand. Det anslås, at han var god for 130 milliarder kroner, ifølge Washington Post.
Han indledte sin forretning med at sælge kopimaskiner, inden han med PPF voksede sig stor i løbet af 1990’erne.
Rigmanden skabte virksomheder inden for finans, telekommunikation, produktion, medier og biotech.
Premiereminister: “Utrolig tragedie”
Tjekkiets premierminister, Andrej Babis, har i et tweet reageret på ulykken:
“Utrolig tragedie. Det gør mig meget ondt,” skriver premierministeren.
Petr Kellner efterlader sig sin kone Renata og deres fire børn.
Se billeder fra ulykkesstedet i galleriet ovenfor.