Lukas Graham-stjerne skal være far

Der er babyboom i bandet, hvor også trommeslageren Mark Falgren, kaldet 'Lovestick', skal have en datter

Udgivet Opdateret

Den nyeste Lukas Graham-generation er på vej.

Bandets trommeslager, Mark Falgren, også kaldet Lovestick, skal have en lille pige sammen med sin hustru, Tanja Djinovic.

Det afslører de vordende forældre i et opslag delt på Instagram.

- Inden året er omme, så er der landet en ny (Balkan)dronning på matriklen, skriver parret med henvisning til Tanja Djinovics serbiske rødder.

- Vi satser på fars temperament og mors hårpragt - bliver det omvendt, så er vi på den!, skriver parret på Instagram.

Forældre for tredje gang

Det er strømmet ind med lykønskninger. Blandt gratulanterne er Marie-Louise Schwartz, også kaldet Rillo, der er gift med Lukas Grahams forsanger, Lukas Forchhammer.

De venter også en pige og bliver senere på året forældre for tredje gang.

Mark Falgren og Tanja Djinovic mødte hinanden under coronapandemien. De var begge ude at spise og endte til den samme efterfest, hvor der var kemi. Da alt var lukket ned, og Mark Falgren ikke kunne turnere verden rundt med resten af Lukas Graham, havde parret masser af tid og ro til at lære hinanden at kende.

Lukas sang for parret

Mark Falgren friede på Tanja Djinovics fødselsdag i 2022, og de giftede sig året efter i Vor Frue Kirke i København. Her sang Lukas Forchhammer for parret.

Det fortalte Mark Falgren og Tanja Djinovic i et interview med netsiden bryllup.dk.

Her fortalte de også, hvordan de ser sig selv på deres femårsbryllupsdag, som de kan fejre i 2028.

- Vi sover

- Uha, vi har forhåbentlig et barn eller to, som vi har parkeret hos vores forældre i håb om at få noget alenetid. Så enten befinder vi os i en solid brandert, eller også så er vi så udmattede, at vi sover, lød det fra parret.

Lukas Graham udgav sit selvbetitlede debutalbum i 2012, og siden er bandet strøget mod stjernerne. Lukas Graham blev i 2016 nomineret til tre Grammy-statuetter - en af verdens mest prestigefyldte musikprisuddelinger.

Bandet er kendt for hits som "Mama Said", "Happy Home" og "Love Someone".

Powered by Labrador CMS