Lise Nørgaard sagde ja

Lise Nørgaard nåede inden sin død at skrive på musicalmanuskriptet med Susanne Bier og Anders Thomas Jensen

Udgivet Opdateret

Danskerne vil til næste år kunne få et gensyn med "Matador". Men i et anderledes format.

En helt ny musical baseret på den legendariske tv-serie får premiere i 2024.

Det annoncerer produktionssamarbejdet Hele Danmarks Musicalteater i en pressemeddelelse.

Lise Nørgaard skrev med

Matador-musicalen er skrevet af filminstruktørerne Susanne Bier og Anders Thomas Jensen i tæt dialog med seriens skaber og hovedforfatter, Lise Nørgaard.

- Det har været en stor glæde for mig at kunne bidrage til, at der blev skabt noget nyt, der bygger på noget, som jeg skrev for længe siden, sagde Lise Nørgaard i sensommeren 2022 i et citat, som først er blevet offentliggjort nu.

- Vi har haft det utroligt hyggeligt og sjovt. Og jeg kan kun sige, at publikum virkelig kan glæde sig.

Døde i januar

Lise Nørgaard gik bort den 1. januar 2023 i en alder af 105 år og nåede inden sin død at skrive på musicalmanuskriptet sammen med Anders Thomas Jensen og Susanne Bier.

- Jeg er meget taknemmelig for, at vi nåede at arbejde sammen og er sikker på, at publikum vil kunne mærke Lise overalt både i og mellem linjerne i den nye musical, siger Susanne Bier i pressemeddelelsen.

Lise Nørgaard gik bort den 1. januar 2023 i en alder af 105 år. (Arkivfoto).
Lise Nørgaard gik bort den 1. januar 2023 i en alder af 105 år. (Arkivfoto).

Genhør med titelmelodi

På musiksiden vil publikum få et genhør med Bent Fabricius-Bjerres velkendte titelmelodi, men vil også blive præsenteret for en række nye sange, som hitmageren Burhan G i samarbejde med sangskriveren Lise Cabble står bag.

- Det tog mig ét sekund at sige ja. Det var simpelthen så spændende, men også megaskræmmende. Selveste Matador!, siger Burhan G i pressemeddelelsen.

Gensyn med personerne

"Matador" blev sat op som musical i 2007. Men den nye musical har intet at gøre med den, oplyser Hele Danmarks Musicalteater.

Ifølge produktionssamarbejdet bliver den nye Matador-musical et gensyn med persongalleriet, replikkerne og selve historien og et møde med en række nye scener, situationer og dialogudvekslinger skabt dertil.

Det bliver først annonceret til foråret, hvem der skal spille 'Røde', hr. Schwann og Elisabeth Friis i musicaludgaven af Lise Nørgaards klassiker af en tv-serie - 'Matador'. (Stillfoto).
Det bliver først annonceret til foråret, hvem der skal spille "Røde", hr. Schwann og Elisabeth Friis i musicaludgaven af Lise Nørgaards klassiker af en tv-serie - "Matador". (Stillfoto).

Afsløres til foråret

Det bliver først offentliggjort til foråret, hvem der skal spille Maude, Misse Møhge, Mads Skjern og de resterende figurer i Korsbæk.

- Det kan dog allerede nu afsløres, at der er tale om et stjernespækket cast i alle de store roller, lyder det fra Hele Danmarks Musicalteater.

- Det har været en stor glæde for mig at kunne bidrage til, at der blev skabt noget nyt, der bygger på noget, som jeg skrev for længe siden, sagde Lise Nørgaard i sensommeren 2022 i et citat, som først er blevet offentliggjort nu. (Arkivfoto).
- Det har været en stor glæde for mig at kunne bidrage til, at der blev skabt noget nyt, der bygger på noget, som jeg skrev for længe siden, sagde Lise Nørgaard i sensommeren 2022 i et citat, som først er blevet offentliggjort nu. (Arkivfoto).

Premiere i februar 2024

Hele Danmarks Musicalteater, der er et landsdækkende produktionssamarbejde mellem teaterselskabet One and Only Musicals, Musikteatret Holstebro og Vejle Musikteater, og DR står bag Matator-musicalen efter aftale med Nordisk Film Production.

Matador-musicalen får premiere den 15. februar 2024 i Falkoner Salen på Frederiksberg. Derefter opføres den på Musikteatret Holstebro fra 17. april 2024 og på Vejle Musikteater fra 2. maj 2024.

"Matador" består af 24 afsnit. Serien fik premiere i 1978.

Til næste år får publikum mulighed for igen at opleve Ingeborg Skjern og de andre Matador-karakterer, når den velkendte tv-serie opføres som musical. (Stillfoto).
Til næste år får publikum mulighed for igen at opleve Ingeborg Skjern og de andre Matador-karakterer, når den velkendte tv-serie opføres som musical. (Stillfoto).
Powered by Labrador CMS