Lille prins er skoleklar: Her skal han starte

Treårige prins George starter på en privatskole i hjertet af den engelske hovedstad, London, til september, oplyser prins William og hertuginde Kate.

Offentliggjort Sidst opdateret

Storbritanniens prins George er ved at være en stor dreng. Og fra september begynder et helt nyt kapitel i den fremtidige tronarvings liv.

Prins George skal nemlig begynde i skole til efteråret, oplyser de stolte forældre prins William og hertuginde Kate, i en erklæring, som blandt andet The Telegraph bringer.

– Deres Kongelige Højheder er glade for at have fundet en skole, hvor de er sikre på, at George vil få en glad og succesfuld start på sin uddannelse, skriver Kensington Palace ifølge avisen.

Prins George skal lære at regne, læse og skrive på den private skole Thomas’s Battersea, der ligger i hjertet af den engelske hovedstad, London.

Skoleinspektøren Ben Thomas byder den kongelige elev velkommen på skolebænken.

– Vi er beærede og glade for, at Deres Kongelige Højheder prins William og hertuginde Kate har valgt Thomas’s Battersea til prins George, siger han i erklæringen og fortsætter:

– Vi ser meget frem til at byde ham og alle vores andre elever velkommen til skolen til september.

Ben Thomas tilføjer, at der er allerede er blevet taget de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger inden prinsens skolestart.

Ifølge The Telegraph er det blandt skolens vigtigste regler, at man er “venlig over for alle”, og at man ikke udvælger en bedste ven, fordi skolen vil undgå, at “andre børns følelser bliver sårede”.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS