LIGE NU: Landets spidser på besøg hos dronningen
Traditionen tro afholder dronning Margrethe 1. januar nytårstaffel.
Som det sig hør og bør er Danmarks spidser – regeringen, Folketingets formand og hoffets ledelse – inviteret til nytårstaffel i Riddersalen i Christian VII’s Palæ på Amalienborg 1. januar.
I galleriet over artiklen kan du se dem ankomme til slottet.
Ministre fra regeringen, Folketingets formand og andre særlige gæster er tirsdag ankommet til Christian VII’s palæ på Amalienborg, hvor dronningen traditionen tro har inviteret til nytårstaffel for at ønske godt nytår.
Fra kongehuset deltager foruden dronningen også kronprinsparret, prins Joachim og prinsesse Marie.
I regeringen er der siden sidste års taffel kommet flere nye ministre til, som kommer til at opleve et kongeligt nytårstaffel for første gang.
Det gælder uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V), miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og erhvervsminister Rasmus Jarlov (K).
– Jeg glæder mig til det, siger Tommy Ahlers på den røde løber til TV2.
– Jeg har aldrig været inde på Amalienborg, det glæder jeg mig meget til, siger Rasmus Jarlov til DR.
Men også for ministre, som har prøvet det før, er det en særlig begivenhed.
– Det er en hyggelig middag med kongefamilien, regeringen og andre repræsentanter. Det er en stor fornøjelse, siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille til DR.
På nær finansminister Kristian Jensen (V), der er ude at rejse, deltager alle regeringens ministre i det festlige taffel.
På pladsen er flere danskere mødt op for at se gæsterne, der som sædvanlig er klædt i deres fineste tøj. Flere kjoler er prydet med glimmer og pailletter.
Kronprinsesse Mary ankom i en sort blondekjole med et gulligt mønster, mens dronningen bar en pink blondekjole.
Nytårstraditionen går langt tilbage, og den indeholder mange faste elementer, som gentager sig år efter år.
Blandt andet får gæsterne sædvanligvis serveret den legendariske rosenborgvin. Vinen indeholder rester af den rhinskvin, som Christian IV indførte i Danmark i slutningen af 1500-tallet.
Festmenuen står i år på hummersouflé, lammekrone, svampeflan samt den franske chokoladedessert dur mou.
Dronningen fortsætter med nytårskure senere på ugen. Torsdag er der nytårskur på Amalienborg for Højesteret og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets officerskorps.
Senere på dagen skal dronningen til Christiansborg Slot, hvor diplomater er inviteret.
Fredag kører dronningen som vanligt i guldkaret fra Amalienborg til Christiansborg Slot, hvor der igen er nytårskur. Her er det blandt andet officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen, der er indbudt.
Lang tradition
I århundreder har Kongehuset og danskerne ønsket hinanden et glædeligt nytår og dermed lykke og velstand for hele riget. Oprindelsen til nutidens nytårskure og nytårstaffel fortaber sig, men allerede midt i 1600-tallet omtales begivenhederne omkring årsskiftet som en gammel skik, og grundelementerne er stadig de samme.
Traditionen tro bruger dronningen flere dage på at holde nytårskure, hvor hun ønsker godt nytår til toppen af Danmark.
Siden Første Verdenskrig har traditionen med nytårskure været afholdt over flere dage.
1. januar:
* Regeringen, Folketingets formand og hoffets ledelse er inviteret til nytårstaffel i Riddersalen i Christian VII’s Palæ på Amalienborg klokken 19.30.
3. januar:
* På årets tredje dag er der nytårskur for Højesteret, Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII’s Palæ på Amalienborg klokken 09.50.
* Efter nytårskuren på Amalienborg skal dronningen skynde sig videre. Klokken 11.30 er der nemlig igen nytårskur, men denne gang for diplomater på Christiansborg Slot.
* Blandt diplomaterne er missionschefer med ægtefæller og ambassadører med ægtefæller.
4. januar:
* I forbindelse med årets sidste nytårskur kører dronningen klokken 09 i guldkaret fra Amalienborg til Christiansborg Slot, og klokken 13.30 går turen tilbage igen.
* Selve nytårskuren begynder 09.30 på Christiansborg.
* Nytårskuren denne dag er for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen for 1., 2. og 3. rangklasse. Desuden er der repræsentanter for større landsorganisationer og kongelige protektioner.
Kilder: Kongehuset.