Lidl-sko sælges for flere tusinde kroner

Sko fra discount-kæden Lidl hitter - og bliver solgt til flere gange udsalgsprisen

Sådan ser de ud, skoene fra Lidl.
Offentliggjort Sidst opdateret

111 kroner for en Lidl-sko. Der bliver solgt videre for flere tusinde.

Det lyder som et mediestunt, men er ikke desto mindre det, der sker for øjeblikket.

Ifølge en pressemeddelelse fra Lidl blev kædens modekollektion i 2020 solgt - og udsolgt - i flere lande, hvor især The Lidl Collections-sneakers' blev videresolgt for flere gange normalprisen.

26. august var det Danmarks tur til at sætte gang i sneakers-salget, om end der kun blev sendt 'et begrænset antal' til de danske butikker. 

- Vi kan se, at salget af især vores sneakers er gået rigtig godt, og at der er stort set udsolgt i mange butikker, oplyser Thomas Sejersen, presseansvarlig hos Lidl Danmark, i en mail til Newsbreak.dk.

Han fortæller dog, det stadig er muligt at købe Lidl-sneakers i få butikker.

Efter den store succes i andre lande, kommer hypen og interessen for de blå/gule/røde sneakers ikke helt bag på discountkæden:

- Vi havde forventet, at kollektionen ville sælge godt, siger Thomas Sejersen , der dog ikke vil komme ind på, præcis hvor mange sko, der er kørt ned ad kassebåndet. 

For 10.000 kroner Lidl-sko

Et hurtigt kig på DBA og Facebooks 'markedsplads' vidner da også om, at danskerne har taget for sig af skoene - og forsøger at sælge dem for svimlende beløb.

Priserne varierer fra få hundrede kroner til mange tusinde.
Priserne varierer fra få hundrede kroner til mange tusinde.

Mark Kristensen fra Randers har købt de hypede snearkers - og sat til salg for 10.000.

- Jeg har fået et bud på 2.000 kroner, siger han til Politiken.

Håber på gade-eksponering

Omkring skosalget på diverse platforme siger Sejersen:

- Vi er glade for den store interesse, der har været for kollektionen, og folk må selvfølgelig gøre med skoene, hvad de vil, når de har købt dem. Men vi håber da, at de selv vil iføre sig de flotte sneakers.

Er det en joke eller er det ment seriøst?

- Vi er kendt for at overraske i Lidl. Og vi ønsker også, som her, at være med på trends og mode, lyder den presseansvarliges svar.


"Kollektionen byder på både sneakers, badesandaler, strømper og indkøbsnet i et moderne normcore-inspireret design, der alle bærer Lidls genkendelige farver og logo", oplyser Lidl.

Powered by Labrador CMS