Lavede joke om konen: Slam!

Komikeren Chris Rock lavede en joke om Will Smiths kone, hvorefter skuespilleren gik på scenen og slog Rock

Will Smith gik på scenen og slog Chris Rock under årets oscaruddeling.
Will Smith gik på scenen og slog Chris Rock under årets oscaruddeling.
Udgivet Opdateret

Under uddelingen af en pris ved årets Oscar var der et uventet optrin.

Skuespilleren Will Smith gik på scenen og slog komikeren Chris Rock i ansigtet, efter Chris Rock havde lavet en joke om Will Smiths kone, Jada Pinkett Smith.

Det er uklart, om optrinnet var planlagt eller ej.

På Twitter kommenterer Will Smith dog optrinnet. En bruger skriver, at "I to skal nok give hinanden et kram". Til det svarer Smith:

- Det gør jeg, når han (Rock, red.) giver mig en personlig undskyldning.

Han skriver også, at med risiko for at gøre folk vrede, så vil "verden være et bedre sted, hvis vi stopper med at besvare ord med vold".

Lider af pletskaldethed

Chris Rock skulle uddele prisen for Bedste Dokumentar, men lavede sjov med publikum inden.

Her lavede han en joke om Jada Pinkett Smiths skaldethed. Hun lider af hudsygdommen alopecia, der også kaldes pletskaldethed.

Derefter gik Will Smith på scenen og gav komikeren en lussing. Da han igen sad på sin plads råbte han op til Chris Rock på scenen.

- Hold min kones navn ude af din fucking mund, lød det fra Will Smith flere gange.

Bedste mandlige hovedrolle

Senere var Will Smith på scenen igen, da han modtog prisen for Bedste Mandlige Hovedrolle for sin rolle i filmen "King Richard".

Han modtog statuetten og holdt tale, mens tårerne trillede ned af hans kinder.

Men optrinnet kort tid forinden blev ikke nævnt direkte. Der kom dog under talen en undskyldning, men for hvad blev ikke nævnt.

- Jeg vil gerne undskylde til akademiet og alle de andre nominerede, siger Will Smith på scenen.

- Kærlighed får dig til at gøre skøre ting, lyder det videre.

Stående ovationer

Will Smith siger også, at han håber, at oscarakademiet vil invitere ham igen.

Efterfølgende blev han mødt af stående ovationer fra publikum.

Første Oscar

Det er første gang, at Will Smith vinder en Oscar. Han har to gange tidligere været nomineret.

Det har han blandt andet for sin rolle som bokseren Muhammad Ali i filmen "Ali".

Ifølge kulturmagasinet Vanity Fair skal Chris Rock efterfølgende have forsøgt at joke sig ud af hændelsen med en reference til Smiths rolle.

– Det er den eneste gang, man bliver slået af Muhammad Ali, og så efterlader det ikke en skramme, skal Rock angiveligt have sagt, da han kom backstage, skriver Vanity Fair.

SÅDAN GIK DET DE DANSKE NOMINEREDE

Der var mulighed for flere danske statuetter ved årets oscaruddeling, der blev afholdt i Dolby Theatre i Hollywood.

Herunder kan du se, hvordan det gik danskerne.

* Kortfilmen "On My Mind" af Martin Strange-Hansen tabte til "The Long Goodbye" i kategorien Bedste Kortfilm. Martin Strange-Hansen har dog allerede en Oscar derhjemme - den fik han i 2003 for "Der er en yndig mand".

* Fotografen Dan Laustsen var nomineret i kategorien Bedste Fotografering, men måtte se sig slået af Greig Fraser, der har filmet "Dune". For fire år siden var Dan Laustsen nomineret for "The Shape of Water", men der vandt han heller ikke.

* Den danske dokumentar "Flugt" var nomineret til tre priser. I kategorien Bedste Animationsfilm blev den slået af Disneys "Encanto", og i kategorien Bedste Internationale Film var det japanske "Drive My Car", der vandt. I kategorien Bedste Dokumentar vandt "Summer Of Soul (Or, When The Revolution Could Not Be Televised)".

* Der var også mulighed for en anelse dansk hæder, hvis norske Joachim Trier, der er født i Danmark og har gået på filmskole i Danmark, havde vundet sine to kategorier med "Verdens værste menneske". Men også han måtte se sig slået - i Bedste Internationale Film af "Drive My Car" og i Bedste Originale Manuskript af "Belfast".

Kilde: Oscarakademiet
Powered by Labrador CMS