Lars Ranthe: - Det har været magisk

Lars Ranthe var i begyndelsen af 40'erne, da han første gang trådte ind på "Badehotellet"

Udgivet

Efter ti sæsoner lukker TV 2 dørene til "Badehotellet".

Lars Ranthe har været med i samtlige afsnit siden premieren tilbage i 2013.

- Det har været magisk. Det bliver det, der kommer til at stå som hjørnestenen i mit liv som skuespiller, siger han og fortsætter:

- Der er selvfølgelig andre projekter, jeg også har været utroligt glad for. Men "Badehotellet" er bare uomtvisteligt så stort i omfang og i succes, så det er noget, der er i mit hjerte resten af livet.

En mere moden mand

Lars Ranthe var i begyndelsen af 40'erne, da han første gang trådte ind på "Badehotellet" som grosserer Madsen, der altid har øje for en god forretning, især hvis han kan stoppe lidt ekstra ned i inderforet uden for referat.

I dag er Lars Ranthe 54 år.

En stor og vigtig del

- Jeg er jo blevet en mere moden mand og har fået lov at arbejde en masse. Jeg har udviklet mit talent enormt meget, og "Badehotellet" har været en stor og vigtig del i forhold til det, siger han og fortsætter:

- Så jeg er blevet en mere taknemmelig og ydmyg mand. Også fordi der er noget rart i at opnå sine drømme, for så kan man slappe en lille smule mere af.

Lars Ranthe har haft mulighed for at bruge kroppen ig stemmen på en helt anden måde som skuespiller i 'Badehotellet'.

Uddannet fra Odense Teater

Lars Ranthe blev uddannet skuespiller fra Odense Teater i 1998. Ti år efter fik han sit store gennembrud i DR's søndagsdrama "Sommer".

Tre år senere var det på filmlærredet, at han for alvor brændte igennem med portrættet af virkelighedens revystjerne Kjeld Petersen i storfilmen "Dirch", som havde premiere i 2011. En præstation, der indbragte Lars Ranthe en robertpris og en bodilstatuette.

To år efter havde "Badehotellet" premiere.

Et større mod

- Nogle gange kan man være så enormt optaget af at ville nå noget, at man ikke rigtig mærker så meget, fordi man bare gerne vil fra A til B. Men når man så når derhen, så er der jo tid til eftertanke og fordybelse, siger Lars Ranthe.

- Det synes jeg, jeg har fået lov til at gøre. Det synes jeg også, det bærer præg af i de ting, jeg laver nu - et større mod, en større fordybelse i de roller, jeg går ind i, større taknemmelighed og ydmyghed. Så jeg er utroligt glad for at have fået lov til at lave "Badehotellet". For mig har det også været en uddannelse i at få lov at spille lidt større.

Lars Ranthe i rollen som grosserer Madsen med sin kone Therese og datteren Amanda spillet af Anne Louise Hassing og Amalie Dollerup (Arkivfoto)

Har været med til at bygge bro

Stilen i "Badehotellet" - for grosserer Madsens tilfælde høj cigarføring og store armbevægelser - havde en anden spændvidde, end man ellers ofte så på film og tv.

- Vi kom jo fra sådan et mumle-helvede, et 20 år langt dogme-mumle-helvede, som var skønt på alle mulige leder og kanter. Men det var, som om der var noget fra teatret, vi ikke rigtig kunne overføre. Noget med at bruge stemmen og kroppen, synes jeg.

- Der har "Badehotellet" også været med til at bygge bro mellem naturalismen og det lidt mere teatralske, som filmbranchen også har brug for, siger Lars Ranthe.

Sablede serien ned

Det blev dog misforstået i begyndelsen af "Badehotellet". Især anmelderstaben sablede serien ned og kaldte den overgearet og overspillet.

- Jeg har hele tiden syntes, det kunne noget, fordi jeg syntes, vi prøvede at genopfinde folkekomedien, som jo er en del af det danske DNA, siger Lars Ranthe.

Var faktisk forundret

Han var faktisk forundret over reaktionen fra dem, der kaster stjerner efter serier som "Badehotellet".

- Det var, som om de måske ikke forstod, hvad det var, vi gjorde. At der var et ekstra lag på, og at vi godt selv vidste, at vi spillede på den måde. Men heldigvis var det vigtigste ikke anmelderne. Det er publikum. Og de elskede det fra starten, siger Lars Ranthe og fortsætter:

Gav os modet

- Vi blev lidt kede af det først, men publikums kærlighed til os har fyldt vores hjerter med stolthed og glæde og gav os modet til at trykke på speederen og fortsætte ned ad den vej, vi var startet på. Og så er det jo bare vokset. Og man kan sige: De kritiske stemmer er også mere eller mindre forstummet.

Tiende sæson af "Badehotellet" havde premiere på TV 2 og TV 2 Play søndag den 3. marts.

Powered by Labrador CMS