Kronprinsessen: Det var bare så flovt
Mette-Marit var i et smertehelvede da hun brækkede halebenet i skiulykke lige før jul
Det var forbundet med en smule mystik, da norske kronprinsesse Mette-Marit den 14. februar for første gang i meget lang tid delte et opslag på sin Instagram-profil. For opslaget indeholdt ikke bare et foto af skuespiller, podcaster og standup komiker Else Kåss Furuseth. Man kunne samtidig se kameraudstyr i baggrunden.
Nu viser det sig ifølge Dagbladet, at opslaget blev delt i forbindelse med en podcast-optagelse til ‘The Kåss Furuseths’, hvor kronprinsessen blandt meget andet fortæller om en skiulykke, hun var udsat for lige før jul.
Ulykken skete den 21. december i Uvdal, hvor kronprinsfamilien har en skihytte og hvor de flittigt benytter sig af mulighederne for at dyrke deres skisportspassion.
Vild med at stå på ski
I podcasten drejer samtalen sig ind på ulykken, da Else Kåss Fureseth spørger Mette-Marit om man simpelthen skal være interesseret i skisport, når man er en del af kongefamilien.
“Jeg er rigtig glad for at stå på ski og er netop begyndt igen efter det lykkedes mig at brække halebenet lige inden jul,” svarer kronprinsessen åbenhjertet.
Virkelig flovt
Her kommer det så frem, at ulykken skete, da hun skulle stå af en skilift, og at det mildest talt var en flov situation.
“Ikke fordi jeg er kronprinsesse eller noget andet, men fordi jeg var på bakken sammen med mine børn. De synes, det var så flovt,” fortæller Mette-Marit.
Voldsomme smerter
Kronprinsessen forklarer videre, at hendes egne og prinsesse Ingrid Alexandras ski simpelthen viklede sig ind i hinanden, da de skulle stå af en skilift, og at det var derfor hun faldt.
“Jeg havde så mange smerter, at jeg bare ikke kunne lade værre med at hyle. Jeg græd og skreg, for det er bare det værste, jeg nogensinde har oplevet,” siger hun.
Jul blev det nu alligevel i kronprinsfamiliens hjem i Skaugum. Endda med kongeparret samt prinsesse Märtha Louise og hendes tre døtre som gæster.