Kronprinsesse Mary: Få her hele historien om Danmarks kommende dronning

Kronprinsesse Mary er Danmarks kommende dronning. Få her hele historien om Mary.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kronprinsesse Mary er gift med kronprins Frederik.

Mary Elizabeth Donaldson blev født den 5. februar 1972 i Tasmanien, syd for Australien.

Mary mødte kronprins Frederik under OL i Sydney i år 2000.

Marys veninder præsenterede hende for kronprins Frederik på restaurant Slip Inn. Og på den sidste dag ved OL mødtes Mary og Frederik ved en fest, som den danske konsul holder for de guldvindende danske håndboldkvinder, har dr.dk tidligere skrevet.

Det er dog senere kommet frem, at kronprinsesse Mary mødte kronprins Frederik hos en spåkone på et loppemarked i Sydney. Det fortalte kronprinsesse Mary om den både eventyrlige og dramatiske historie om mødet med Frederik, i bogen “Under Bjælken“.

Bryllup

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary blev forlovet den 8. oktober 2003.

Kronprins Frederik blev gift med Mary den 14. maj 2004. Det skete i Vor Frue Kirke, Københavns Domkirke, og bryllupsfesten blev holdt på Fredensborg Slot.

Kronprins Frederik kneb en tåre, da Mary trådte ind i kirken.

Børn​

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary har sammen fire børn: Prins Christian Valdemar Henri John, født den 15. oktober 2005, prinsesse Isabella Henrietta Ingrid Margrethe, født den 21. april 2007, prins Vincent Frederik Minik Alexander, født den 8. januar 2011 og prinsesse Josephine Sophia Ivalo Mathilda, født den 8. januar 2011.

Familie

Kronprinsesse Mary er den yngste datter i sin australske familie. Hun er datter af John Dalgleish Donaldson og Henrietta Clark Donaldson. Marys forældre blev gift i Skotland i 1963 og emigrerede samme år til Australien. De fik i 1975 australsk statsborgerskab.

Henrietta Clark Donaldson døde 20. november 1997.

Marys far, John Donaldson, giftede sig atter i 2001. Her faldt kærligheden på den britiske forfatter, Susan Elizabeth Donaldson.

Kronprinsesse Mary har to søstre og en bror.

Uddannelse

Kronprinsesse Marys skolegang begyndte på Clear Lake City Elementary School i Houston, Texas, 1974-1975. Tilbage i Hobart gik kronprinsessen på Sandy Bay Infants School 1975-1977. Fra 1978 til 1982 gik kronprinsessen på Waimea Heights Primary School.

Kronprinsesse Mary gik på Taroona High School fra 1983 til 1986 og fortsatte herefter med studier på Hobart Matriculation College i de næste to år, hvor hun også var meget aktiv med sport.

I 1989 startede Mary på studier på University of Tasmania og afsluttede i 1994 med en bachelorgrad i handel og jura.

Erhvervsbaggrund

Kronprinsesse Marys har været kundeansvarlig leder hos MOJO Partners i Melbourne.

Mary rejste i 1998 rundt i USA og i stor udstrækning i Europa, særligt i hendes fars hjemland, Skotland, hvor hun indgik en tre måneders kontrakt med Rapp Collins Worldwide i Edinburgh om ansættelse som kundeansvarlig leder.

Kronprinsesse Mary vendte i starten af 1999 tilbage til Australien, hvor hun blev ansat som kundeansvarlig direktør hos det internationale reklamebureau Young and Rubicam i Sydney.

Mary blev senere salgsleder og medlem af ledergruppen hos Belle Property i Sydney.

I første halvår af 2002, efter en beslutning om at ville flytte til Europa, arbejdede Mary i en kort periode i Paris, hvor hun underviste i engelsk på den engelske erhvervssprogskole TRANSFER Etoile.

Senere i 2002 flyttede kronprinsesse Mary til Danmark og blev ansat hos Microsoft Business Solutions som projektkonsulent for virksomhedsudvikling, kommunikation og marketing.

Blå bog

* Mary Elizabeth Donaldson født 5. februar 1972 i Tasmanien, Australien.

* Datter af John Donaldson, professor i anvendt matematik og direktionssekretær Henrietta Donaldson (død 1997). To søstre og en bror.

* Skolegang i Houston (Texas) og Hobart (Tasmanien). Fra 1989 til 1994 studier på University of Tasmania. Afsluttede med en bachelorgrad i handel og jura.

* Arbejde hos reklamebureauer i Melbourne og Sydney (Australien), Edinburgh (Skotland). Desuden i en kort periode ansat hos Microsoft i Danmark.

* I 2000 lærte hun kronprins Frederik at kende under OL i Sydney.

* 2003 og 2004 forlovelse og bryllup med kronprinsen.

* Mor til prins Christian, født 2005, prinsesse Isabella, født 2007, prins Vincent og prinsesse Josephine født 2011.

* Familien bor i Frederik VIII’s palæ på Amalienborg. Sommerbolig i Kancellihuset på Fredensborg Slot.

* Protektioner: Blandt andre Dansk Flygtningehjælp, Copenhagen International Fashion Fair, Julemærkefonden, Fonden Mødrehjælpen, PsykiatriFonden.

* Desuden har hun stiftet Mary Fonden, som blandt andet bekæmper mobning og støtter ofre for vold.

Kilder: Kongehuset/dr.dk/Ritzau.

Powered by Labrador CMS