Kongen og dronningen i karantæne
Der er smitte i kongehuset.
Kong Harald og Dronning Sonja af Norge er gået i karantæne, efter at en ansat ved det Norske Kongehus har fået konstateret coronavirus covid-19. Det oplyser Det Norske Kongehus i en pressemeddelelse.
Nyheden blev offentliggjort torsdag den 19. november, og det fremgår af pressemeddelelsen, at kongen selv har valgt at gå i karantæne, mens dronningen har været i nærkontakt med den smittede. Derfor skal hun i karantæne.
14 ansatte i kongehuset er også sendt i karantæne som følge af smitteudbruddet. Det fremgår ikke, om nogle af dem er smittede, eller om de har symptomer på covid-19, men ifølge kongehuset udviser hverken Kong Harald eller Dronning Sonja symptomer.
Det Norske Kongehus har udarbejdet rutiner, baseret på regler og anbefalinger fra de norske myndigheder, der skal overholdes og efterleves.
Derfor finder man i Det Norske Kongehus krav om afstandsholden, brug af mundbind, grundig rengøring og håndhygiejne samt brug af hjemmekontor.
Søn tager over
Et planlagt statsråd den 20. november blev efter planen afholdt fredag, med Kong Harald som deltager via telefon, mens Kronprins Haakon har påtaget sig opgaven at mødes med Estlands præsident.
Kong Harald blev så sent som den 12. oktober udskrevet fra Rikshospitalet i Oslo efter en hjerteoperation. Kongen blev opereret i hjerteklappen i 2005, og han fik her implementeret en kunstig hjerteklap med en levetid på 10-15 år. Der var derfor intet usædvanligt ved operationen, men kongen har været sygemeldt og indlagt en del gange hen over efteråret.