Kongen med den berømte søn
En arabisk monark har normalt status nok til, at alle retter ind. Men i Saudi-Arabien er kongesønnen næsten mere kendt end kongen, der 31. december fylder 85.
I Saudi-Arabien er familien og klanen alt.
Eller i hvert fald en vigtig del af ens muligheder i det konservative, islamiske samfund på den arabiske halvø.
Artiklen fortsætter under videoen
Så det er ingen overraskelse, at Salman bin Abdulaziz Al Saud er konge, selv om han først blev det som en ældre herre.
Det var i 2015, da kong Abdullah døde.
Salman kan derfor fejre sin 85-års fødselsdag den 31. december som Saudi-Arabiens monark.
En af mange sønner
Han bliver den sidste konge, der er søn af landets grundlægger, kong Abdulaziz ibn Saud.
Den gamle Saud fik et ukendt antal børn, der voksede op som velhavende prinser og prinsesser i det Saudi-Arabien, som olie gjorde stadig mere velhavende.
Kongen tog mange koner. En af dem var Hussa Sudairi. Hun fødte syv sønner – kendt som Sudairi Syv eller Sudairi-klanen.
Inden for de rivaliserede grupper, der opstod blandt kong Sauds mange prinsesønner, har Sudairi Syv været blandt de mest magtfulde.
Kong Salman er den næstyngste af disse syv sønner.
Den ældste var kong Fahd, som var konge fra 1982 til 2005. To af de andre sønner, Sultan og Naif, har været kronprinser. De døde, inden kongetronen blev ledig.
Så da kong Abdullah døde, stod Salman klar.
Konge med skrantende helbred
Inden han blev konge, var han i mange år guvernør i Riyadh. Fra 2011 blev han vicepremierminister og forsvarsminister.
Der har været og er stadig spekulationer om, hvor meget ved magten han egentlig er.
Allerede da han blev konge, var hans helbred skidt.
I sommer var han indlagt på et hospital i Riyadh i ti dage. Ifølge officielle oplysninger fik han fjernet sin galdeblære.
Overstråles af sønnen
En af grundene til spekulationerne er hans søn Muhammed bin Salman – kendt i Mellemøsten som MBS.
Han blev forsvarsminister i januar 2015 efter sin far. I 2017 blev han kronprins.
Internationale medier har skrevet, at det måske i virkeligheden er den nu 35-årige kronprins, der svinger taktstokken i Saudi-Arabien.
Siden Salman blev konge, har Saudi-Arabien indledt en proces, der skal gøre økonomien mindre afhængig af olie.
Der er tegn på reformer. Om flere rettigheder til kvinder, og det er noget, der tilskrives kronprinsen.
Ramt af skandaler
Der er også en mere dunkel side.
CIA har i en rapport sagt, at det var kronprinsen, der gav ordre til, at den kritiske journalist Jamal Khashoggi skulle dræbes i 2018 på det saudiarabiske konsulat i Istanbul.
Saudi-Arabien er også viklet ind i konflikten i Yemen, hvor Saudi-Arabien fra 2015 samlede en koalition mod shiamuslimske oprørere.
Kong Salman slægter i øvrigt sin far på, når det gælder børn og koner.
Kronprins Salman er født af kongens tredje hustru, Fahda bint Falah bin Sultan bin Hathleen.
Kongen skal have fået 13 børn med tre hustruer.