Kongelig slotshave hærget af orme
Gartnerne på Frederiksborg Slot har i årevis kæmpet en hård kamp mod orme.
Den kongelige slotshave, Barokhaven, ved Frederiksborg Slot i Hillerød er hærget af orme, og skal nu restaureres for millioner.
Det skriver Frederiksborg Amts Avis. Det er de fire kongelige monogrammer i haven, der skal restaureres, da buksbommene er hærget af orme, der æder planternes rødder.
Ormeangrebet har allerede været kendt i seks år, og adskillige eksperter fra ind- og udland har været inde over problematikken – men en løsning er det ikke blevet til.
Derfor skal platnerne nu fjernes og genplantes, fortæller slotsgartner John Nørgaard Nielsen til Frederiksborg Amts Avis:
– Vi har gennemgået alle mulige løsninger og forsøgt at lave forskellige former for jordforbedring og gødningstyper, men det har ikke hjulpet. Så nu må vi gøre det, selvom det ikke er rart, fortæller slotsgartner John Nørgaard Nielsen fra Slots- og Kulturstyrelsen, der selv var med til at plante broderiparterret i Barokhaven i 1996 i forbindelse med genskabelsen af Frederik IVs oprindelige have fra 1720’erne.
Det omstændige arbejde kommer til at tage flere år. Jorden skal ligge brak i et år, før der kan sættes nye planter – herefter går arbejdet i gang med de to monogrammer på den nedre del af parterret, og de skal også ligge brak i et år.
Det gør, at arbejdet først forventet færdigt i forsommeren 2021. Det koster i øvrigt tre-fire millioner kroner at genplante monogrammerne og de omkringliggende blomsterbede.