Kongehuset viser en lille ny prins frem
Prins Stefan er ikke mere end ni dage ung - og han bliver allerede vist frem på de sociale medier. Den unge prins er nummer tre i arverækkefølgen til den serbiske trone.
Det serbiske kongehus har netop offentliggjort det første billede af det nyeste medlem af den royale familie.
Det er prins Stefan, der kom til verden den 25. februar i den serbiske hovedstad, Beograd. Det skriver mediet Royal Central.
Billedet af en unge prins – der bæres af sine forældre, prins Philip og prinsesse Danica – er blevet lagt op på kongehusets Instagram-konto lørdag den 3. marts.
Du kan se billedet her (artiklen fortsætter under billedet):
Det var første gang i 90 år, at et drengebarn i den kongelige familie blev født hjemme i Beograd.
Stefan er parrets første barn
Efter den vellykkede fødsel erklærede kongehuset følgende:
– Moderen og babyen har det godt. De nye forældre prins Philip og prinsesse Danica takker alle for deres lykønskninger.
Prins Stefan er parrets første barn – og han bliver ifølge Royal Central nummer tre i arvefølgen til tronen.
Det serbiske kongehus har ikke regeret i mange årtier – men kronprins Alexander, der er far til prins Philip, håber at det vil ske en dag.
Er født i eksil i USA
Kronprins Alexander og kronprinsesse Kathrine har tre børn, hvoraf den ældste er prins Peter, der er nummer et i arvefølgen.
Prins Philip er nummer to i arvefølgen – han har en yngre tvillingebror Alexander. De er alle født i eksil i USA i henholdsvis 1980, 1982 og 1982.
Kronprins Alexander og hans første hustru og sønnernes mor, Maria da Gloria, blev skilt i 1985. Herefter giftede Alexander sig med Katherine Clairy Batis.
Alexander var første gang i Jugoslavien i 1991.
Er vendt tilbage til Serbien
Borgerkrigen i landet og dets følgende opsplitning betød dog, at han først flyttede dertil i 2000 efter Slobodan Milosevics fald.
Han opnåede jugoslavisk statsborgerskab i 2001 og han fik de ejendomme, der tilhørte familien før eksilperioden, tilbage. Han bor i dag på slottet i bydelen Dedinje i Beograd.
Prins Philip og Danica blev gift i Saborna Kirke i Beograd den 7. oktober 2017 – og er altså blevet forældre godt fire måneder senere.
Læs mere om Serbiens kongehus her.
Kilder: Wikipedia.org/Det serbiske kongehus.