Kongefamilien dropper uhyre populære besøg

Nye corona-restriktioner tvinger det svenske kongehus til at ændre planer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Som alle andre svenskere tvinges også landets kongefamilie på grund af corona-pandemiens opblussen nu til at ændre adfærd. Det betyder blandt andet, at befolkningen i en række amter må vente med nogle ellers planlagte og imødesete besøg af de kongelige. Det skriver Aftonbladet.

Kongen besluttede tilbage i september, at han selv og andre repræsentanter fra kongefamilie på skift skulle besøge samtlige 21 amter i landet. Det for at skabe opmærksomhed på den store indsats, der foregår overalt og de mange initiativer, der bliver taget lokalt i hele landet i forbindelse håndteringen af krisen.

Artiklen fortsætter under videoen

Men på grund af nye restriktioner er planerne nu umulige at gennemføre og derfor skubbes de simpelthen til 2021.

“De planlagte besøg i amterne bliver udsat. I disse tider er det vigtigt at være fleksibel og justere programmerne med kort varsel. Man er nødt til at genoverveje og tænke på nye måder for stadig at udføre vigtige opgaver,” siger hoffets informationschef Margareta Thorgren til Aftonbladet.

Det hører dog også med, at enkelte af de planlagte besøg allerede er afviklet. For eksempel lagde prins Carl Philip og prinsesse Sofia deres vej forbi Värmland den 28. oktober. Parret skulle også have besøgt hendes hjemstavn, Dalarna, senere i november.

De kongelige i Sverige har siden corona-pandemien for alvor holdt sit indtog været meget omhyggelige med at følge alle gældende restriktioner og kun i begrænset omfang vist sig offentligt.

Kong Carl Gustaf og dronning Silvia tilhører med deres forholdsvis høje alder, han er 74 år og hun 76, højrisikogruppen i forbindelse med covid-19 smitte og valgte i foråret at flytte Stenhammar Slot.

Her gik de i total isolation og alt arbejde, møder samt social kontakt foregik digitalt. De tillod end ikke børn og børnebørn at kigge forbi.

Det var først i september måned, de igen valgte at rykke tilbage til Stockholm og i beskedent omfang igen begyndte at vise sig offentligt.

Som følge af situationen vender hele den kongelige familie nu tilbage til en mere restriktiv adgang til møder og arrangementer. Om det også betyder, at kongen og dronningen forlader Stockholm og igen rykker i isolation på Stenhammer Slot, melder historien ikke noget om.

Powered by Labrador CMS