Klokken ni findes særlig gave til dronningen
Klokken ni onsdag bliver årets kartoffel-gave fundet til majestæten. I år er det dog under noget anderledes omstændigheder.
Coronakrise eller ej, der skal nye danske kartofler på bordet i de kongelige spisesale. Sådan har det været i i hvert fald 22 år, og sådan bliver det også onsdag 29. april, afslører Danmarks Kartoffel Råd i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under videoen)
I gennem 22 år har de gæve kartoffelavlere dystet i danmarksmesterskabet i dyrkning af kartofler på friland, og vinderens kartofler er sendt direkte til Kongehuset, der har kunnet sætte tænderne i landets bedste frilandskartofler. Med papir på det.
Med coronavirus og dertilhørende samfundsmæssige konsekvenser og befalinger gør især forsamlingsforbuddet DM i 2020 til en umulighed, lyder det nu fra kartoffelrådet. Kartofler skal den kongelige familie dog ikke snydes for.
Så derfor er det besluttet, at en tidligere deltager ved DM bliver den glade giver af de royale kartofler. Derfor mødes Kartoffelambassadør Troels Mylenberg og formand for Danmarks Kartoffel Råd Johs. Nørregaard Frandsen onsdag klokken ni hos Aksel Sørensen i Jegerup ved Vojens.
Her vil de sammen grave nye kartofler op. Kurven bliver siden kørt til Odense, hvor fra grundlæggeren af Danmarks Kartoffel Råd, Jørn S. Larsen transporterer kartoflerne videre til Kongehuset. Det plejer at være på Amalienborg.
Tales op
Kendte.dk har tidligere begået journalistik om DM i kartoffeldyrkning og leveringen til kongehuset. Her kunne professor Johs. Nørregaard Frandsen forklare, at majestæten altid underskriver et takkebrev adresseret til kartoffelrådet.
Medlemmer af rådet tæller både folk fra landbrugsfaglige organisationer og fra virksomheder, der arbejder med kartoflen. Der sidder forskere og alle mulige andre i rådet, og formanden er altså kulturhistoriker. Æresmedlemmet er den siddende Fødevareminister, og protektor for Danmarks Kartoffel Råd er ingen ringere end prins Joachim.
– Vi henvendte os, da han selv var landmand på Schackenborg, og han sagde ja, sagde Johs. Nørregaard til Kendte.dk.
Den generelle holdning er, at prinsen varetager sit protektorat med største alvor. Rådet og landmandsprinsen er fælles om missionen. Kartoflerne skal tales op – og ikke lade sig udkonkurrere af pasta, ris og andre lignende madvarer.
– Han har været med til årsmøder og holdt taler, og han og prinsesse Marie inviterer alle, de er protektorer for, til middag én gang om året. Dem, der var dernede for os, fortalte, at han talte med dem og var opmærksom på, hvad det er, vi laver, forklarede Johs. Nørregaard, der altså onsdag skal grave årets kartofler op – under lidt andre omstændigheder.