Kim Larsens kultklassiker bliver til musical
Den voldsomt populære "Midt om natten" opsættes som musical i Tivoli.
Der bliver gensyn med Benny, Arnold, Tusindfryd, Spacy og Susan Himmelblå, når kultklassikeren “Midt om natten” opsættes som musical i Koncertsalen i Tivoli fra den 15. marts 2018.
Det annoncerer Tivoli i en pressemeddelelse sammen med Langkjær Entertainment og Live Nation.
“Midt om natten” handler om kammeraterne Arnold og Benny, der starter fristaden Haveje.
Men idyllen og venskabet bliver udfordret af købmandens smukke datter, Susan Himmelblå, stoffer, rockere og boligspekulanter.
Blandt de største biografsucceser nogensinde
Filmen fik premiere i 1984 og er en af de største danske biografsucceser nogensinde, og også soundtracket er uhyre populært.
Kim Larsen indtog i sin tid rollen som Benny og var også med til at lave musikken.
Derfor bliver der genhør med hits som “Papirsklip”, “Haveje” og titelnummeret “Midt om natten”, men også mere end 20 af Kim Larsens og Gasolins største sange som “Kvinde min”, “Rabalderstræde” og “Tarzan Mamma Mia” bliver en del af den kommende musical.
Koppel jubler
Nikolaj Koppel, der er underdirektør i Tivoli, og musicalens executive kreativ producent Thomas Langkjær jubler over opsætningen:
– Sjældent har et dansk album og en dansk spillefilm ramt den danske folkesjæl med samme urkraft som “Midt om natten”.
– Både album og film er i dag fuldblodsklassikere i Danmark, og Kim Larsens mange hits har fået en helt særlig plads i danskernes hjerter, siger de i pressemeddelelsen og fortsætter:
– Flere generationer danskere kan nynne med på både “Haveje”, “Susan Himmelblå” og Midt om natten”.
– Vi synes, at dette ikoniske værk er som skabt til en ny stor musicalversion med hele udtrækket, siger Koppel og Langkjær i pressemeddelelsen.
Hvem, der skal indtage de kendte kultroller, er stadig ved at falde helt på plads, men ifølge Tivoli og Langkjær Entertainment er et stjernespækket cast på vej.
Premieren finder sted den 15. marts 2018.
/ritzau/FOKUS