Kendt superliga-træner sigtet for hustruvold

Superligaklubben meddeler onsdag, at klubbens cheftræner, Peter Sørensen, er blevet sigtet for vold.

Peter Sørensen, der er cheftræner i superligaklubben Silkeborg, er blevet sigtet for vold mod sin tidligere hustru. Foto: Bo Amstrup/Scanpix (Arkivfoto)
Peter Sørensen, der er cheftræner i superligaklubben Silkeborg, er blevet sigtet for vold mod sin tidligere hustru. Foto: Bo Amstrup/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Peter Sørensen, der er cheftræner i superligaklubben Silkeborg, er blevet sigtet for vold mod sin tidligere hustru. Han erklærer sig uskyldig. Det skriver Silkeborg på sin hjemmeside.

– Han har orienteret Silkeborg om, at der er rejst sigtelse imod ham for overtrædelse af straffelovens paragraf 244, den såkaldte “milde” voldsparagraf.

– Han har samtidig oplyst overfor Silkeborg IF, at han er uskyldig i tiltalen. Det er en sag, der er opstået i kølvandet på en turbulent skilsmisse mellem Peter Sørensen og hans hustru.

– De to forhold, han er sigtet i, ligger tilbage til august 2014 og august 2015, skriver klubben på hjemmesiden.

Peter Sørensen: -Absurd

Superliga-træneren udtaler sig også selv om sagen.

– Det er det sidste, der er tilbage af en byge af anmeldelser fra min tidligere kone. Politiet har vurderet anmeldelserne og afviste dem for to måneder siden.

– Nu har Statsadvokaten imidlertid set på dem, og det har ført til en sigtelse i to forhold. Det er absurd, og jeg ser frem til at blive renset i retten, siger Peter Sørensen.

Ulykkelig sag

Silkeborg ser det som en ulykkelig sag mellem Peter Sørensen og hans hustru, der er midt i en skilsmisse.

Som Peter Sørensens arbejdsgiver tager Silkeborg udgangspunkt i, at ingen er skyldig, indtil skylden er bevist.

– Vold er uacceptabelt under alle former, og det tager vi afstand fra. Nu afventer vi sagens gang ved retten og udfaldet af den, siger Silkeborgs direktør, Kent Madsen.

Medie afslører detaljer

Ekstra Bladet har fået adgang til sagens akter og kan afsløre flere detaljer om specifikt to episoder.

Den første er fra august 2014, hvor Peter Sørensen i følge anklagen skubbede til hustruen, der stod med parrets dengang ni måneder gamle datter i favnen, så de faldt bagover i et sofabord, ned på en sofa og videre ned på gulvet.

Efterfølgende trak Sørensen i følge anklagen kone og barn ind i soveværelset, hvor han kastede dem ned på sengen.

Året efter skal Peter Sørensen i følge beskrivelsen under en fest i et kolonihavehus i 2015 have taget fat i hustruens arm og trukket i hende, så hun faldt omkuld.

Derefter skal træneren i følge anklagen have trukket hustruen flere meter hen over grus og fliser.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS