Kendt dansker er død
Sten Hegeler blev landskendt i 1960'erne, da han som ung begyndte at tale åbent om seksualitet
Den landskendte psykolog, sexolog og forfatter Sten Hegeler er død søndag, oplyser familien til Ritzaus Bureau.
Sten Hegeler, der blev 98 år, døde, mens han var indlagt på hospitalet.
I 1960'erne begyndte han at tale åbent om seksualitet i sit virke som sexolog, og det gjorde ham til et kendt ansigt landet over.
Han var kun 25 år gammel, da han udgav sin første bog "Hvordan, mor?", der var seksualoplysning for børnehavebørn.
Siden udgav Sten Hegeler flere bøger og ytrede mange meninger.
Populær brevkasse
I løbet af 60'erne og 70'erne havde han i Ekstra Bladet en populær brevkasse med sin hustru, Inge Hegeler, under navnet "Spørg Inge & Sten". Den modtog op mod 1000 breve om ugen.
I 1961 udgav parret bogen "Kærlighedens ABZ", der blev meget populær.
Inge Hegeler døde i 1996.
Fortsatte psykologpraksis
Sten Hegeler havde selv som 98-årig stadig sin psykologpraksis på 71. år, skrev Faglige Seniorer i forbindelse med hans 98 års fødselsdag.
I 1973-1977 var han desuden redaktør for Forbrugerrådets blad Tænk.
Han forsøgte i det meste af sit voksne liv at opdrage sine landsmænd til mere frisind og færre fordomme.
Nøgne kvinder
Også på sine ældre dage tog han fat i emner og projekter, der virkede opsigtsvækkende.
I 2013 var han med i Thomas Blachmans meget omtalte tv-program på DR2, hvor de så på nøgne kvinder og kommenterede dem.
Hans far var lampearkitekten og designer Poul Henningsen. Det fandt Sten Hegeler først ud af som 29-årig.