Kendt dansk teenagestjerne bliver tv-vært

Den danske musicaldarling Daniel Hersig, semifinalisten fra ”Danmark har Talent”, bliver vært på ”The Club Radio”.

Udgivet Opdateret

16-årige Daniel Hersig, semifinalisten fra ”Danmark har Talent” samt stjerne i musicalsucceserne Shu-bi-dua og Emil fra Lønneberg, vil hver fredag dette forår indtage et indspilningsstudio og lave et show spækket med musik i det absolut bedste selskab af ”The Club Radio”s norske og svenske værter Jennie Sofie og Anna-Sofia Monroy.

”The Club Radio” har premiere på Disney Channel fredag den 17. februar klokken 18.30 og flere af Skandinaviens største artister står allerede på gæstelisten.

Heriblandt finder man den danske sanger og instagrammer Benjamin Lasnier, der netop nu er meget populær i hele verden med ca. 1 mio. følgere på Instagram.

Spændende planer for 2017

Benjamin gæster studiet i premiereafsnittet og vil bl.a. fortælle om sine spændende planer for 2017.

Også den norske pop duo og vinder af Melodi Grand Prix Junior i Norge, Marcus & Martinus, kigger forbi studiet.

Musik er den røde tråd gennem hele sæsonen – i alt fra artistmøder og interviews til koncertbesøg, behind the scenes optagelser, musikoptrædener og musikvideo-releases.

Seerne kommer også tæt på de tre værter – deres hverdag og personlige interesser.

– Jeg er simpelthen så glad for at blive en del af Disney Channel-familien og ”The Club Radio” og dermed få muligheden for at prøve kræfter med en værtsrolle. Musik er vigtigt for mig og jeg ser også frem til at dele mere fra min hverdag samt mine interesser med seerne, fortæller Daniel Hersig.

– I første episode er temaet sangskrivning og vi møder et af Skandinaviens mest populære tweens-idoler, Benjamin Lasnier. I anden episode handler det om at finde det perfekte outfit til en live-optræden og vi skal interviewe en kendt sanger, der giver os sine bedste tips til det perfekte outfit til en sceneoptræden.

Reality-TV fra Music Academy

Musik, drama og mødet mellem fremtidens talenter og store artister kan man også se frem til i Disney Channels scriptede realityserie ”Music Academy”, der lanceres i Disney Channels splinternye app.

I fem episoder vil seerne dette forår følge talentfulde 17-årige Stella og hendes fem venners hverdag som elever på The Academy of Music & Business (AMB) i Tingsryd i Sverige.

Første episode af ”Music Academy” har premiere den 28. februar og denne, plus efterfølgende episoder, deltagernes profiler og behind the scenes indhold, vises eksklusivt i Disney Channels nye app, der lanceres samme dag.

Serien vil senere på foråret blive sendt på Disney Channel.

Seerne kan glæde sig til at følge Stella og de andre elever balancere skolearbejde, forelskelse, venskab og hverdagen på talentskolen.

Den verdenskendte sangskriver Andreas Carlsson har været vigtig for talenterne i denne musikalske rejse.

– Disney Channel har skabt mange talenter. ”Music Academy” er ærligt reality-tv, der viser vejen mod stjernerne indefra, både drømmene og udfordringerne, siger Andreas Carlsson.

I første episode får Stella og vennerne en overraskelse: En kendt ”Idol 2016”-deltager fra Sverige kommer til audition.

Premieredatoer

”The Club Radio”: Fredag d. 17. februar kl. 18.30 på Disney Channel
”Music Academy”: Fredag d. 28. februar i Disney Channel-appen

Powered by Labrador CMS