Ked af prins Harrys angreb på far

Det er ikke faldet i god jord hos Prins William, at brormand har kritiseret deres far offentligt

Prins William er efter sigende ked af det efter broderens angreb på deres far. Foto: Danny Lawson/REUTERS
Offentliggjort Sidst opdateret

Det var meningen, at de to britiske prinsebrødre skulle genforenes, når en statue til minde om deres mor, prinsesse Diana, afsløres til juli.

Men nu kan det være, at prins Harrys seneste udmeldinger, hvor han retter kritik mod prins Charles, risikerer at sætte genforeningen over styr. Det fortæller insiderkilder til det britiske medie The Mirror.

Statuen rejses i anledning af, at prinsesse Diana ville være fyldt 60 år i juli måned i år, hvis hun stadig havde været i live.

Vil bryde cirkel med smerte og lidelse

I et podcast-interview fortalte prins Harry, at han har planer om at “bryde cirklen med smerte og lidelse i barndommen” i sin egen søn Archie’s opvækst.

Indirekte kritiserer Harry faderen for at være skyld i noget af den smerte og lidelse, han oplevede som barn, og imens han voksede op.

Det huer bestemt ikke prinsens bror, lyder det fra en kilde:

“Prins William er selvfølgelig ked af den seneste udvikling, hvor prins Harry udleverer en dyb og personlig smerte, som vedrører familien, i offentligheden.”

Afgørende for monarkiets overlevelse

Begge brødre har haft et anstrengt forhold til prins Charles.

“Der er så stor smerte forbundet med moderens død og begge brødre har haft svært ved at forholde sig til faderens rolle og arbejde som kongelig,” fortæller kilden til The Mirror.

Men prins William har arbejdet på at reparere på forholdet og få det til at fungere, da han vurderer, at det er afgørende for det britiske monarkis overlevelse.

Kilden fortæller videre, at der er stor gensidig respekt mellem prins William og Prins Charles, og at William aldrig kunne drømme om at udtale sig om deres fælles fortid på den måde i offentligheden.

Powered by Labrador CMS