Kandis-Johnny tager afsked med Reimar
Sangeren er mødt op med sin far til afskeden
Johnny Hansen er blandt de mange kendte, der onsdag er mødt op i Helleruplund Kirke i Hellerup for at tage afsked med Johnny Reimar.
Ceremonien i kirken finder sted i disse minutter.
Med sig har han sin far, Bjørn Hansen, 82, som havde en helt særlig relation til den afdøde musiker.
Ind i vores liv
- Han fik lavet en pladekontrakt med min far tilbage i 1968, og det har betydet utroligt meget for vores familie. Han har bragt musikken ind i vores liv, siger 60-årige Johnny Hansen til Kendte.dk.
Johnny Reimar blev 82 år og bliver i dag fulgt til graven af familie, venner og en lang række kendte fra blandt andet musikbranchen.
Stor betydning
For 'Kandis'-sangeren er det ikke blot en kollega, men en person, der har haft stor betydning.
- Jeg har medvirket i mange af hans udsendelser. Vi har ikke haft så meget kontakt de senere år, men vi har haft mange fantastiske timer sammen. Han var altid god for et grin og kunne fortælle historier, lyder det videre.
Han fortæller samtidig, at Johnny Reimar trak sig mere tilbage fra branchen på det seneste.
- Reimar var jo en af vores og det er trist. For min fars vedkommende var han også en meget god ven, siger Johnny Hansen.