Kandis-Johnny: -Det var uretfærdigt

Johnny Hansen fik musik i dåbsgave af sin far. Siden har han forsøgt at stå på egne ben i en branche, hvor han har kæmpet for at blive både kendt og anerkendt

Offentliggjort Sidst opdateret

I et fyldt forsamlingshus skal Johnny Hansen til at gå på scenen for første gang.

Det er en septemberaften i 1983.

Han befinder sig i Hillerslev lidt nord for Thisted, hvor han og bandet Airport er blevet inviteret til at spille til årets høstfest.

Minderne fra aftenen har efterhånden fortonet sig lidt i Johnny Hansens hukommelse. Men han mindes særligt to ting fra den aften:

- Jeg husker den lokale smed, som vejede 160 kilo. Han var helt rystet over, at han var blevet fuld af at drikke "kun 40 bajere". Senere på aftenen tabte han sin store smedepung ned i en pølsekoger.

- Og så husker jeg følelsen af at spille "Smoke on the Water" med Deep Purple, idet min kæreste trådte ind ad døren, fortæller han.

Havde drømt om det

Det var forsmagen på det liv, Johnny Hansen havde drømt om - livet på landevejen.

Aftenen i Hillerslev blev startskuddet på en karriere, som mange musikere nok vil misunde. I år kan han fejre sit 40-års jubilæum som musiker.

Fortællingen om Johnny Hansen er en fortælling om rugbrødsarbejde, om at følge i sin fars fodspor og om at tage favntag med livet, når det byder en op til dans i både lykkelige og svære tider.

Det hele startede i 1983, da Johnny Hansen for første gang med sin guitar i hånden spillede op til bal med bandet Airport. Siden er der nærmest ikke den hal eller den scene, som Johnny Hansen ikke har sunget på både med Kandis og som solist. Her ses han på Smukfest i Skanderborg i 2023. (Arkivfoto).
Det hele startede i 1983, da Johnny Hansen for første gang med sin guitar i hånden spillede op til bal med bandet Airport. Siden er der nærmest ikke den hal eller den scene, som Johnny Hansen ikke har sunget på både med Kandis og som solist. Her ses han på Smukfest i Skanderborg i 2023. (Arkivfoto).

Synonym med Kandis

Johnny Hansen er stort set synonym med bandet Kandis, med hvem han har turneret land og rige tyndt, ligget på dansktoppen i 33 uger i træk med et enkelt nummer og solgt over 1,5 millioner album.

Men inden et af Danmarks største dansebands overhovedet blev en realitet, skulle han først aftjene sin musikalske værnepligt i bandet Airport.

- Jeg var lige blevet 18 år og havde fået kørekort, og så var der et band fra Thisted, der manglede en guitarist. Jeg ringede til dem og kom til en audition.

- De kunne ikke forstå, at det gik så nemt, som det gjorde. Men det skyldtes, at jeg et helt år forinden havde stået hjemme på mit værelse en time hver dag, når jeg kom hjem fra arbejde, og øvet på min guitar, fortæller han.

Mere end fem år med Airport

På drengeværelset i Hurup i Thy var der blevet taget guitargreb og øvet akkorder til datidens hits fra blandt andet Modern Talking og Depeche Mode - og det gav pote.

Det blev til i alt fem et halvt års koncerter med Airport.

- Det var læretid på den hårde måde. Jeg kom hjem fra mit job som elektriker for så at tage på spillejob. Vi bar vores eget gear og gjorde alt selv, siger Johnny Hansen.

Gennem Airport lærte Johnny Hansen mange sider af dansk showbiz at kende. Og i slutningen af 80'erne var tiden moden til at starte sit eget band, Kandis, hvor Johnny Hansen blev forsanger.

Med Bjørn fra Bjørn & Okay som far var det ganske naturligt, at Johnny Hansen endte med musikken. De to har også udgivet musik og optrådt sammen under navnet 'Bjørn & Johnny - Far & Søn'. Dog havde Johnny Hansen en periode, hvor det var svært at træde ud af sin fars skygge. (Arkivfoto).
Med Bjørn fra Bjørn & Okay som far var det ganske naturligt, at Johnny Hansen endte med musikken. De to har også udgivet musik og optrådt sammen under navnet "Bjørn & Johnny - Far & Søn". Dog havde Johnny Hansen en periode, hvor det var svært at træde ud af sin fars skygge. (Arkivfoto).

Lå ikke så fjernt

Faktisk lå det ham ikke så fjernt endda at påtage sig rollen som frontmand.

- Jeg har interessen for musik helt tilbage fra min far. Han begyndte at spille musik, en måned før jeg blev født.

Johnny Hansens far, Bjørn Hansen, har selv haft en lang karriere med bandet Bjørn & Okay, der er kendt for nummeret "Den gule flyver".

- Af og til var jeg med om søndagen, når de spillede. Så sad jeg på en transportkasse og lyttede til min far spille musik. Og da jeg var ti år gammel, var jeg med i studiet og synge med på min første sang, siger han.

En stor inspiration

Johnny Hansen fortæller, hvordan faderen altid har været en stor inspiration for ham, og at han aldrig har set ham som en konkurrent, men som en sparringspartner.

- Vi har haft rigtig mange far og søn-snakke i bilen, når vi har været rundt og optræde. Han har lært mig rigtig mange ting i forhold til at stå på en scene og gebærde sig i miljøet, siger Johnny Hansen.

Men det har ikke altid været en fordel at have en berømt far. For da Johnny Hansen selv skulle træde frem i rampelyset som forsanger i Kandis, kunne han tydeligt mærke sammenligningen med faderen.

- Mange syntes, jeg havde den samme stemme som min far. Jeg tror, det skyldes, at jeg gik og lyttede meget til hans musik derhjemme og sang med på hans sange. Så jeg fik den samme frasering og stemmeklang, siger han.

- Men på et tidspunkt syntes jeg, at det var lidt uretfærdigt, at jeg blev ved med at blive kaldt "Bjørns søn" og "lille Bjørn", fortsætter Johnny Hansen.

Johnny Hansen og Kandis har altid haft en særlig relation til deres publikum. Han fortæller, at Kandis ofte går ned fra scenen og ud blandt publikum i stedet for at gå ud backstage, når koncerten er slut. Det er på den måde, at forsangeren får alle de gode historier fra sit publikum. (Arkivfoto).
Johnny Hansen og Kandis har altid haft en særlig relation til deres publikum. Han fortæller, at Kandis ofte går ned fra scenen og ud blandt publikum i stedet for at gå ud backstage, når koncerten er slut. Det er på den måde, at forsangeren får alle de gode historier fra sit publikum. (Arkivfoto).

Sine egne hits

Han fortæller, hvordan han med sit band op gennem 1990'erne lykkedes med at skabe sine egne hits, og hvordan nogle af Kandis' plader solgte i hundredtusindvis.

- Jeg syntes, vi havde fået manifesteret vores navn og selv skabt vores egen platform. Så det var lidt uretfærdigt, at det var svært at komme ud af hans skygge, fortæller Johnny Hansen.

Og man må konstatere, at Kandis har manifesteret sit navn på den danske musikscene - både på det kommercielle plan, men særligt blandt bandets fans.

- Vi har altid haft et stort publikum, som har anerkendt os, siger Johnny Hansen.

Kommer 25 gange om året

For eksempel er der en gut fra Aarhus, der har været med siden bandets anden koncert i januar 1989.

- Han kommer nok 25 gange om året til vores koncerter, fortæller Johnny Hansen.

- Der er faktisk folk, der bruger os som en form for psykolog. Folk, som har mistet en ægtefælle, begynder at komme til vores koncerter med deres venner. Og de kommer rigtig mange gange, uddyber Johnny Hansen.

Kandis spillede første gang den 4. januar 1989 til et enkebal på Hotel Phønix i Thisted. I 1993 kom deres gennembrud med nummeret 'En lille ring af guld', som lå på dansktoppen i 33 uger. (Arkivfoto).
Kandis spillede første gang den 4. januar 1989 til et enkebal på Hotel Phønix i Thisted. I 1993 kom deres gennembrud med nummeret "En lille ring af guld", som lå på dansktoppen i 33 uger. (Arkivfoto).

86 gange på ét år

Kandis-frontmanden fortæller også om en dame, der havde mistet sin mand og begyndte at komme til bandets koncerter med nogle veninder. Hun kom 86 gange på ét år.

- Det var lige før, hun kunne sangene bedre, end jeg kunne, skraldgriner han.

- Men for hende var det bedre at gå til koncerterne end psykolog, siger Johnny Hansen i et seriøst toneleje.

Og netop sangene betyder meget for en rimsmed som Johnny Hansen.

Et kæmpe repertoire

Gennem 40 år i musikbranchen har han skabt sig et kæmpe repertoire.

Blandt de mange sange, som Johnny Hansen har komponeret gennem tiden, er der et par stykker, der betyder noget helt særligt for forsangeren.

En af de sange er "Hotel himmel".

- Det er en sang, der handler om at miste. Den er desværre aktuel for os lige i øjeblikket, fordi vi har mistet vores bassist for en måned siden, da han tabte kampen til en uhelbredelig sygdom, siger Johnny Hansen.

"Hotel himmel" er en sang, som Johnny Hansen skrev, kort efter at han mistede sin daværende hustru i 2008.

-Betyder meget for vores fans

Også sangen "Du betyder mere end du tror", som Johnny Hansen skrev til sin nuværende kone, da hun fyldte 40 år, har en særlig plads i hans hjerte.

- Det er også en sang, der betyder rigtig meget for vores fans.

Og netop reaktionen fra publikum er limen i Johnny Hansens lange karriere. At han både kan få publikum til at danse, grine og græde, når han spiller op, giver ham lysten til at blive ved.

- Jeg tog godt nok en uddannelse som elektriker, og jeg nåede også at blive elinstallatør. Men det var mere for min mors skyld.

- Hun sagde, at det her med at spille musik var noget usikkert noget - trods det at min far på daværende tidspunkt måske havde levet af at spille musik i 25 år, griner han.

- Men jeg elsker også alt det rundt omkring at spille koncerter, alt det gøgl der er. Så jeg vil aldrig ønske, at jeg skulle lave noget andet, siger Johnny Hansen.

JOHNNY HANSEN

* Johnny Hansen er 58 år og opvokset i Hurup i Thy.

* Som tiårig fik han sin første guitar. Kort efter begyndte han at gå til musikundervisning.

* Da Johnny Hansen var 18 år, spillede han sin første koncert med bandet Airport, hvor han var guitarist.

* Siden var han med til at danne Kandis, der spillede den første koncert 4. januar 1989 til et enkebal på Hotel Phønix i Thisted.

* Privat har Johnny Hansen to voksne døtre fra sit første ægteskabt og en søn med sin nuværende hustru, Gitte Hansen.

null
Powered by Labrador CMS