Kage-dronning taler ud om bulimi: Spiste på toilettet og kastede frokosten op

I tre år led Annemette Voss af spiseforstyrrelse. Først da hun gik med selvmordstanker blev hendes forældre opmærksomme på sygdommen.

I tre år led Annemette Voss af spiseforstyrrelse. Først da hun gik med selvmordstanker blev hendes forældre opmærksomme på sygdommen. Foto: Katrine Emilie Andersen/Scanpix (Arkivfoto)
I tre år led Annemette Voss af spiseforstyrrelse. Først da hun gik med selvmordstanker blev hendes forældre opmærksomme på sygdommen. Foto: Katrine Emilie Andersen/Scanpix (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Den danske kage-dronning Annemette Voss led af bulimi (spiseforstyrrelse, red.) i tre år.

Det afslører hun på sin blog.

Rejste til Australien

Som 15-årig rejste Annemette Voss til Australien som udvekslingsstudent.

– Dengang var jeg en glad teenager med masser af gå-på-mod og var glad for livet. Jeg var den lange, ranglede, tynde pige – som jeg altid havde været, skriver Annemette Voss på sin blog.

Men det ændrede sig.

Måtte tale kvinde fra selvmord

I løbet af et halvt år tog hun på, da hun trøstespiste.

Annemette Voss boede på det tidspunkt hos en kvinde, som havde svære psykiske problemer. Flere gange måtte den unge Annemette tale kvinden fra at begå selvmord.

Det var mere end hun kunne klare. Hun udviklede bulimi:

– Det var et udtryk for mangel på kontrol over mine følelser – jeg havde ganske enkelt “taget for meget ind” og nu måtte noget “ud igen”, skriver Annemette Voss.

Et år senere vendte hun hjem til Danmark. Da havde hun taget 20 kilo ekstra på.

Kyssede den forkerte fyr

Hun startede på Vejle Handelsskole og det skulle ændre hendes liv.

Ved en fest kyssede hun den forkerte fyr og så brød helvede løs:

– Hverdagen på skolen gik med at deltage i timerne og i frikvarteret spiste jeg min mad på toilettet, hvorefter jeg så kunne kaste op i fred – uden nogen opdagede det. Faktisk kom og gik jeg på skolen – uden nogen rigtig opdagede mig – i ca 6 måneder, forklarer Annemette Voss på bloggen.

Hendes forældre opdagede først sygdommen, da Annemette Voss gik med selvmordstanker. Hun blev sendt i akut behandling.

Lider ikke længere af spiseforstyrrelse

Som 20-årig havde hun et enkelt tilbagefald. Men siden har Annemette Voss ikke lidt af spiseforstyrrelse.

Hun er også opmærksom, så der ikke sker et tilbagefald:

– Når jeg i dag møder voldsomme udfordringer i livet – som feks. da jeg blev skilt – er jeg opmærksom på at tager mine egne reaktioner alvorligt. Jeg mærker efter og “holder øje med mig selv”, så jeg sikrer mig, at jeg aldrig ender tilbage i det sorte hul min spiseforstyrrelse var.

Annemette Voss vandt i øvrigt “Den store bagedyst” i 2013.

Powered by Labrador CMS