Joachims venner på støtten
Familien Holch Povlsen, Lensgreve Bendt Wedell og prins Joachim har sidste år scoret over otte millioner kroner i landbrugsstøtte fra EU.
Prins Joachims overklassevenner er på støtten.
Det skriver Ekstra Bladet.
Over otte millioner kroner i EU-landsbrugsstøtte scorede familien Holch Povlsen, Bendt Tido Wedell og Schackenborg Fonden i 2016.
Har modtaget landsbrugsstøtte fra EU
Helt nøjagtigt modtog godserne bag den overklasseejede virksomhed De 5 Gaarde sidste år 8.188.976 kroner i støtte, skriver avisen.
Ekstra Bladet referer til Landbrugs- og Fiskeristyrelsens register over modtagere af EU-landbrugsstøtte.
Her figurerer Constantinsborg, Frijsenborg, Gyllingnæs, Schackenborg og Wedellsborg, som udgør De 5 Gaarde.
De 5 Gaarde ejes af henholdsvis familien Holch Povlsen, Lensgreve Bendt Wedell og prins Joachim.
Ekstra Bladet har kun fået en kommentar fra familien Holch Povlsen, der ejer Gyllingnæs og Constantinsborg:
– Landbrugsstøtten fra EU indgår som en del af den daglige drift på lige vilkår med alle danske landbrug med jord i drift, skriver familien i en skriftlig besked til avisen.
Landbrugsstøtte fra EU i 2016
Schackenborg: 1.378.494 kroner
Wedellsborg og Frijsenborg: 4.724.112 kroner
Constantinborg: 378.193 kroner
Gyllingnæs: 1.708.177 kroner
Kilde: Landbrugs- og Fiskeristyrelsen/Ekstra Bladet.