- Jeg passer perfekt ind

De to sidste deltagere til dette års udgave af "Toppen af poppen" er multikunstneren Martin Brygmann og sangerinden Iris Gold

Martin Brygmann bliver en af de sidste deltagere i programmet 'Toppen af Poppen,' som sendes på TV 2.
Udgivet Opdateret

Nu er hele holdet sat for den 12. udgave af TV 2's musikprogram "Toppen af poppen".

Foruden Steen Jørgensen, Nicklas Sahl, Soleima, Maximillian og Kira Skov bliver det nemlig sangerinden Iris Gold og multikunstneren Martin Brygmann, der skal underholde seerne og hinanden.

Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

Bliver en succes

Martin Brygmann, som blandt andet er kendt fra komediegruppen Lex & Klatten og for sin medvirken i tv og på film, har efter eget udsagn bare ventet på at blive spurgt, om han vil deltage. 

Og han er ikke i tvivl om, at det bliver en succes.

- Jeg er sangskriver, jeg har knap 400 titler inde hos Koda og vil passe perfekt ind i programmet, siger den erfarne entertainer.

Sangerinde ser frem til det

Sangerinden Iris Gold, som blandt andet har hittet med nummeret "Colour Trip" ser også frem til at prøve sig selv af.

- Jeg forventer at blive inspireret og overrasket af en masse nye mennesker, siger den populære sangerinde, som er født i London, men vokset op i København, og tilføjer:

- Jeg glæder mig til at synge på dansk og har øvet mig som en sindssyg for at lære de nye tekster, så jeg har overskud til at performe og give sangene mit personlige præg.

Vil skrue ned for humor

Martin Brygmann sigter også efter at levere nogle gode og personlige versioner af de andre musikeres sange. Og så vil han skrue lidt ned for humoren.

- Jeg vil gøre mit bedste for, at mine versioner ikke bliver satiriske. Jeg tager sangene meget alvorligt, og så må humoren blomstre i løbet af dagen og rundt om bordet, siger den karismatiske kunstner.

Den 12. sæson af "Toppen af poppen" ruller over skærmen til efteråret.

Powered by Labrador CMS