Ingen venter på hende længere
Birthe Neumann har det svært i sorgen
Birthe Neumann har på det seneste deltaget i to premierer, hvor hun selv er på rollelisten.
Det til trods for, at hun netop har mistet sin mand, skuespilleren Paul Hüttel.
For nylig var det ’Mors Dreng’ i Grand Teatret, og onsdag aften dukkede hun op til ’Ingen Kære Mor’ i Imperial.
Hjertevarmt drama
- Det har været en vidunderlig, næsten ferieagtig oplevelse at spille med i filmen, fortalte Birthe Neumann til Kendte.dk om rollen som mormoren Vivi.
Filmen er et hjertevarmt drama om tre generationer af kvinder i en familie, som samles for at holde jul.
Tårerne trillede
Birthe Neumann må selv for første gang i 50 år holde jul uden sin mand, der døde i oktober 90 år gammel.
Sorgen over tabet ligger stadig tæt på.
- Det er ikke sjovt, og det er hårdt. Der er ingen, der venter, når man kommer hjem, sagde hun stille og lod tårerne trille.
Alligevel fandt hun kræfterne til at være til stede ved premieren, hvor kollegaerne tog sig varmt af hende.