Imponerende nyt om prins Henriks store passion

En and blev solgt til højeste pris mandag under anden auktion af prins Henriks samling, oplyser auktionshus.

Udgivet Opdateret

Sidste hammerslag har lydt mandag aften i den anden auktion over prins Henriks jade- og maskesamling.

Her blev samtlige genstande solgt, oplyser Alexa Bruun Rasmussen, auktionarius og direktør for branding i auktionshuset.

– Det var endnu 1000 genstande, som nu er solgt, og det er fantastisk, at der stadig er interesse. Salen har været mindre fyldt end sidst, men mange har budt med under vores livebet, siger hun.

Artiklen fortsætter under videoen 

De fleste ting blev ifølge Bruun Rasmussen solgt for et par tusinde, mens de dyreste blev solgt for 16.000 kroner.

En af højdespringerne var en and i jade, der var vurderet mellem 6000 og 8000 kroner. Her kom prisen op på 16.000 kroner, før auktionshammeren blev slået.

– Den var så charmerende og typisk asiatisk. Den bliver også nogle gange brugt i forbindelse med bryllupper, siger Alexa Bruun Rasmussen.

Hun fortæller, at det har en stor betydning for salget, at det har tilhørt prins Henrik.

– Det er imponerende, at man kan sælge så meget, og det er jo nok prinseværdien, der gør det.

– Det er rart at vide, at der er så mange mennesker, der får en lille bid af samlingen, siger Alexa Bruun Rasmussen.

Flere genstande skal sælges

Samlingen tæller i alt mellem 6000 og 7000 genstande. Auktionshuset planlægger en netauktion i starten af det nye år, hvor endnu flere genstande vil blive sat på auktion.

Den første auktion blev afholdt i august. Her blev den dyreste genstand – et kinesisk kar af grøn jade – solgt for intet mindre end 160.000 kroner. Karret var vurderet til 75.000 kroner.

Prins Henrik døde i 2018 og tilkendegav i sit testamente, at samlingen skulle sælges på auktion. En del af indtægterne vil ifølge kongehuset gå til fondene Kronprinsparrets Fond og Nikolai og Felix Fonde.

– Man kan forvente rigtig mange genstande og det er ting, hvor der har været en passioneret samler bag. Det er passionen, der gør sig gældende i den her samling. Vi har tidligere haft samlinger til salg, men her er den personlige begejstring, der tydeligt skinner igennem, har Alexa Bruun Rasmussen tidligere sagt til Kendte.dk, efter at det blev offentliggjort, at prinsens samling blev udbudt til salg.

Powered by Labrador CMS