Ikonisk Prince-guitar under hammeren

Den afdøde superstjernes akustiske 'Diamonds and Pearls'-guitar forventes at kunne indbringe mindre formue

Udgivet Opdateret

Den akustiske guitar, en Fender Gemini II, nu afdøde Prince benyttede ved indspilningerne af sit album ‘Diamonds and Pearls’, er sat til salg ved det britiske auktionshus Gardiner Houlgate. Det skriver BBC.

Hammerslaget forventes at blive op til 80.000 pund. Det svarer til i omegnen af 900.000 danske kroner.

Artiklen fortsætter under videoen

Sælgerne er to brødre, der ønsker at være anonyme. De oplyser, de sælger, fordi et fælles ejerskab ikke længere er muligt.

De fortæller også, de købte instrumentet af den amerikanske musikproducent Sylvia Massy, ​​der arbejdede som tekniker på Prince albummet ‘Diamonds and Pearls’, der blev udgivet i 1991, og som indbragte triple platin.

I den billige ende

Sylvia Massy havde indkøbt et udvalg af dyre guitarer til Prince i forbindelse med indspilningen, men han valgte at benytte hendes personlige guitar, som havde kostet i omegnen af det, der svarer til små 1.300 danske kroner.

Prince benyttede den til flere tracks på albummet – især ‘Walk Don’t Walk’.

“Historien om, hvordan Prince valgte Sylvia Massys gamle guitar, er en del af musikindustriens historie. Det ingen vidste var, at guitaren nu har stået i en stue i byen Frome siden sidste år,” fortæller auktionarius Luke Hobbs fra Gardiner Houlgate.

Auktionen løber af stablen i Corsham i det vestlige Wiltshire, England, den 10. marts.

Powered by Labrador CMS