I spjældet for tyveri på slottet
Catering-assistent, der stjal fra dronningen på Buckingham Palace, er blevet idømt otte måneders fængsel.
En 37-årige og nu forhenværende medarbejder på Buckingham Palace, Adamo Canto, er blevet idømt otte måneders fængsel for at stjæle fra dronningen. Manden har indrømmet at have stjålet forskellige genstande i en periode hvor han gjorde rent på slottet.
Det skriver blandt andet Mirror.
Artiklen fortsætter under videoen
Der er blandt andet tale om medaljer, ordener og også fotos, der ville kunne indbringe op mod 100.000 britiske pund, det svarer til godt og vel 820.000 danske kroner, på eBay.
Tyverierne er begået i perioden fra den 19. november til den 7. august 2020 og er ifølge mandens forsvarer et udslag af, at manden har gæld af en størrelsesorden, det ikke er muligt at afdrage med den beskedne løn, han får – eller rettere fik – som ansat af majestæten.
Den dømte havde arbejdet på paladset i fem år og fik i forbindelse med covid-19 pandemien ekstra rengøringsopgaver og dermed adgang til steder, hvor de værdifulde genstande blev opbevaret.
Den anklagede stod til halvandet års fængsel, men dommeren var nådig og nøjedes med at idømme ham de otte måneder.
Han begrundede blandt andet sin beslutning med, at Adamo Canto har en fortid som en velfungerende og værdsat medarbejder i den britiske Alzheimer-plejesektor, og at han ikke tidligere har været straffet.