Husker du den også: Fødselarens kæmpebrøler

Jesper Olsen, der lørdag den 20. marts fylder 60 år, lavede en tilbagelægning, der satte gang i landsholdets nedtur i ottendedelsfinalen ved VM i 1986

Jesper Olsen jubler her efter en scoring mod Tyskland i den sidste gruppekamp ved VM i Mexico. I ottendedelsfinalen blev den danske VM-drøm knust af Spanien, efter at selv samme Olsen havde haft en fod med i spillet. (Arkivfoto) – Foto: Werek/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Det danske fodboldlandshold havde vundet gruppekampene mod Skotland, Uruguay og Tyskland og havde spillet sig ind blandt de varmeste bejlere til at vinde VM i Mexico i 1986.

Men drømmen endte brat, da de danske dynamitdrenge mødte Spanien i ottendedelsfinalen.

En tilbagelægning fra Jesper Olsen, der lørdag den 20. marts fylder 60 år, er nærmest blevet synonym med den pludselige danske nedtur.

Det begyndte ellers lovende i kampen mod spanierne, da selv samme Olsen efter en halv times spil bragte Danmark foran med 1-0 på et straffespark begået på kanten af feltet.

Danmarks nummer otte fik Spaniens målmand til at kaste sig til den modsatte side og lagde den sikkert i mål.

En Jesper Olsen

Umiddelbart før pausen løb Jesper Olsen ned mod målmand Lars Høgh, der trillede bolden ud til den dengang 25-årige kantspiller, som på det tidspunkt i karrieren spillede for Manchester United.

Olsen, der var i besiddelse af en eminent teknik, drejede rundt om sig selv, tog et træk frem i banen, inden han pludselig valgte at sparke bolden på tværs ind i det danske felt.

Håbet var formentlig, at målmand Høgh ville stå klar, men i stedet kom den spanske angriber Emilio Butragueno imellem og udlignede til 1-1.

Den fatale aflevering fødte begrebet “en Jesper Olsen”, når fodboldspillere rundt om i landet lavede en kostbar fejlaflevering.

Den spanske udligning kom danskerne sig aldrig over, og især Butragueno var en pinsel for det danske forsvar, da angriberen førte an med i alt fire scoringer i Spaniens 5-1-sejr.

43 landskampe

Jesper Olsen havde indledt fodboldkarrieren i Faxe og senere Næstved, inden han i 1981 blev hentet til Ajax Amsterdam. Derfra gik turen videre til Manchester United, hvor han spillede fra 1984 til 1988.

Senere i karrieren repræsenterede han også de franske klubber Bordeaux og Caen.

Olsen deltog ved både EM i 1984 og VM i 1986 med det danske landshold. Det blev til 43 landskampe og fem scoringer i rødt og hvidt.

Efter den aktive fodboldkarriere prøvede han i en kort periode kræfter med trænergerningen i australsk fodbold. Fra 2010 til 2011 var han assistenttræner i Melbourne Heart.

Powered by Labrador CMS