Hurtigkarl fylder 70

Tv-kokken Jan Hurtigkarl fik en Michelin-stjerne i 1984 og blev siden overset af guiden. 16. juli fylder han 70 år. Nu trapper han ned og flytter til Bornholm.

Restauratør og kok Jan Hurtigkarl fylder 70 i dag, tirsdag den 16. juli 2019. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

I næsten ti år stod Jan Hurtigkarl på DR med sin far, Roy Hurtigkarl, og lavede mad for at inspirere tusindvis af danskere på den anden side af skærmen, og imens hev han en Michelin-stjerne hjem til sin daværende restaurant, Les Etoiles.

Hurtigkarl, der siden skabte restauranten Mielcke og Hurtigkarl med kokken Jakob Mielcke, fylder tirsdag 16. juli 70 år.

Artiklen fortsætter under videoen

Han er så småt begyndt at træde ud af ejerskabet for at overlade det til kompagnonen og en ny partner.

Restauranten har nærmest siden sin begyndelse i 2009 været en af favoritterne til en Michelin-stjerne blandt anmeldere og madeksperter.

Men den er hvert år udeblevet til stor undren for mange.

– Det er som om, at guiden af en eller anden grund bare ikke vil give den til dem, sagde madekspert Svend Rasmussen til TV2 Nord i år.

Eftertragtet stjerne

Hurtigkarl har da også prøvet at få den eftertragtede stjerne i 1984. Året før blev han årets kok i Danmark.

Men han har aldrig været bitter over, at han og Mielcke hvert år bliver overset.

– Det er da en gåde med Michelin. De er sådan lidt “altmodisch”, men jeg ved ikke lige præcis, hvad der er med dem.

– Nu er der gået så mange år, så jeg vil næsten sige, at det ville være ærgerligt at få stjernen, fordi så får vi slet ikke den samme omtale, siger Jan Hurtigkarl med et grin.

– Lige nu undrer alle sig, og det er jo fantastisk at opleve. Det er ret specielt, siger han.

Populær i 70’erne

Det var tv-tiden, der for alvor gjorde ham populær i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne. Den tid er han stolt af.

– Det var fantastisk. Jeg har altid interesseret mig for kollektivets kvalitetsbevidsthed.

– Min tese er, at mange familier har fem eller seks retter, de laver året rundt. Kan man putte et par retter ind i den bunke, så har man løftet meget, siger han.

Hurtigkarl har købt en ejendom på Bornholm, hvor han flytter til med sin kone, som han netop er blevet gift med 4. maj.

Her vil han lave gastronomiske begivenheder, og så skal han koncentrere sig om sin Hurtigkarl-pejs, som han designede for 30 år siden og som stadig sælger godt.

Han har fem børn og fire børnebørn. Børnene bor i forskellige lande, så nu glæder Hurtigkarl sig til at få mere tid til at rejse.

Powered by Labrador CMS