Hun er megastolt af ham
Youtuber Anna Munch vendte stærkt tilbage til ’Vild med Dans’
Fredag sad Anna Munch for første gang blandt publikum i dansestudiet, siden hun vandt den seneste sæson af ’Vild med Dans’.
- Jeg havde ikke troet, jeg skulle have nerver på, men det har jeg. Det er ligesom at være med selv, sagde Anna Munch til Kendte.dk.
Akut udgået
Efter showet benyttede 'YouTube'ren lejligheden til at hilse på sin tidligere dansepartner Eugen Miu, der for anden gang i denne sæson blev hevet ind - som afløser for den akut udgåede professionelle danser Morten Kjeldgaard.
Indtil fredagens program havde Eugen Miu derfor præsteret både at danse med sangeren Sissal og skuespiller Julie Rudbæk.
Det syntes Anna Munch var noget særligt.
Kom helskindet igennem
- Jeg er megastolt af ham – han har virkelig gjort det godt, sagde den 20-årige influencer, der føler, at hun har taget meget med sig fra sit eget forløb i det store tv-danseshow.
- Jeg har lært helt vildt meget, haft mange udfordringer undervejs, og er kommet helskindet igennem. Det var en stor personlig sejr for mig, forklarede hun.
Deltagelsen i ’Vild med Dans’ har også åbnet nye døre.
Kort efter sejren blev Anna Munch nemlig hyret til ’Fame the Musical’, som blev afsluttet for nylig.