'Hotel Romantik': Hun brød sammen
Jeanne Persson kunne ikke klare mere
Det blev for meget for Jeanne Persson, da hun sad ved bålet sammen med de andre deltagere i DR's kærlighedsprogram 'Hotel Romantik'.
Mens stemningen var hyggelig med vin og ristede skumfiduser, kunne 64-årige Jeanne ikke længere holde tårerne tilbage. Hun tørrede sig diskret under øjnene – og valgte derefter at rejse sig og forlade selskabet.

Jeanne har tidligere fortalt, at hun er meget følelsesladet, og i det aktuelle afsnit viser hun netop den sårbarhed, der gør hende populær blandt seerne.
Rejste sig og gik
I et interview med Se og Hør uddyber hun, hvad der gik igennem hende:
- Det blev for meget, så jeg rejste mig og gik op, forklarer Jeanne ærligt.
Hun havde håbet på at kunne tale ud med Steen, som hun havde haft en god pingpong med. Men den aften valgte han i stedet at tilbringe tid med en anden deltager, og det ramte Jeanne hårdt.
På grænsen
Selvom hun forsøgte at holde masken, kunne hun mærke, at hun var på grænsen. Først da vært Sofie Linde spurgte ind til hendes reaktion, bristede det.
På hotellet blev hun senere mødt af både produktionen og Sofie, som hjalp hende med at finde ro igen.
Jeanne beskriver selv sine tårer som et udtryk for frustration og understreger, at det ikke handlede om jalousi – men snarere om skuffelse over et venskab, der ikke blev taget hånd om i tide.
