'Hotel Romantik'-deltager single igen
Kærligheden holdt kun få måneder
Frank Hartvig Andersen blev sidste år kendt af seerne i DR-programmet ’Hotel Romantik’, hvor han rejste til Schweiz i håbet om at finde kærligheden.
Her opstod der sød musik mellem den 71-årige deltager og Lise-Lotte Bak, men efter hjemkomsten fandt de ud af, at de blot skulle være venner.
Tidligere flamme
Efterfølgende fandt Frank kærligheden i en tidligere flamme, men nu er forholdet slut.
- Jeg er alene, så du kan bare finde nogle søde damer til mig, sagde Frank Hartvig Andersen til Se og Hør.
Ifølge mediet nåede parret at være sammen i tre-fire måneder, før de gik hver til sit.
Tager det roligt
Bruddet fandt sted for omkring tre uger siden, og den tidligere DR-deltager tager det roligt.
Frank Hartvig Andersen har i dag travlt som teltholder på Bakken, men han vil følge med i programmet, når den nye sæson af ’Hotel Romantik’ får premiere 18. april.