Hollywood-stjernes legendariske far er død
Rocky "Soul Man" Johnson, tidligere professionel wrestler og far Hollywood-megastjernen Dwayne "The Rock" Johnson, er gået bort.
En af de helt store legender indenfor amerikansk wrestlig, Rocky ‘Soul Man’ Johnson, er død. Han blev 75 år.
Det meddelte World Wrestling Entertainment (WWE) i en erklæring onsdag den 15. januar. Dødsfaldet er senere blevet bekræftet overfor NBS News af afdødes manager, der dog ikke nævner dødsårsagen.
Artiklen fortsætter under videoen
Rocky Johnson, hvis borgerlige navn var Wayde Bowles, begyndte sin karriere i 1960’erne i National Wrestling Alliance. Senere blev han tilknyttet WWE, som dengang hed Word Wrestling Federation. Her indledte han et samarbejde med en anden af de helt store inden for sporten, Tony Atlas. Sammen dannede de duoen The Soul Patrol og blev de første afroamerikanske verdensmestre for hold i WWE’s historie. Titlen kom i hus efter en kamp imod The Wild Samoans den 10. december 1983.
“Soul Man” trak sig tilbage fra ringen i 1991, men fortsatte med at sætte sit præg på sporten og WWE. Blandt andet som træner for sin søn Dwayne ‘The Rock’ Johnson”, skriver WWE i erklæringen.
Dwayne Johnson, som i dag er blevet 47 år, var en af wrestling-sportens allerstørste stjerner i 1990’erne og frem til 2004, hvor han skiftede karrierevej og blev skuespiller. Han har blandt andet haft hovedrollen i successer som ‘San Andreas’ og ‘Moana’ samt medvirket i flere af både ‘Fast and Furious’ og ‘Jumanji’ filmene.